Løkke skal stå tidligere op til topmøder

BRUXELLES — I det europæiske fællesskab går det nogle gange lidt tungt med at levere på det, der er blevet lovet.

Som konsekvens tog Slovakiets premierminister, Robert Fico, der i øjeblikket har EU-formandskabet, torsdag ordet som det første punkt på topmødets dagsorden og mindede sine EU-kollegaer om den lange liste af fælles prioriteter.

Kommer i gabestok

Det var en relativt kort og præcis tale, men i EU-sammenhæng var der tale om lidt af en historisk udvikling.

Aldrig tidligere har man i denne lille, lukkede kreds taget skridt til at udstille, hvem der nøler. EU-diplomater har ligefrem sammenlignet det med en »gabestok«.

EU-præsident Donald Tusk ventes nu at gøre det til en belejlig tilbagevendende begivenhed ved topmøder, som kommer til at ligge i hænderne på EU-formandskabet.

Ønsket om at udstille »syndere« afspejles også i udkastet til topmødekonklusionerne, hvor Grækenlands uformåen i at nå alle sine løfter om hurtig behandling af asylansøgninger blev udspecificeret i detaljer.

Skridtet kommer som reaktion på EU’s mange kriser, hvor et af problemerne har været, at ledere ikke fulgte op på fælles beslutninger. Det gælder særligt flygtningekrisen, og efter den første diskussion ved et særtopmøde i Bratislava, hvor EU-ledere også lavede en køreplan for vejen frem efter på brexit, var Tusk optimistisk.

»Jeg håber, at Bratislava-topmødet vil føre til en fornyet tillid og tiltro til EU. Dette vil kun ske, hvis folk erkender, at vi leverer på vores løfter igennem et loyalt samarbejde mellem medlemsstater og institutioner. I dag kan jeg sige, at der er håb,« lød det fra Tusk.

Men politiske ledere, som skal være bedre til at levere, var ikke det eneste, som Tusk i går håbede at få med hjem fra topmødet.

Under middagen i aftes skulle de 28 EU-ledere også tale om at begynde topmøderne tidligere på dagen, hvilket har været en anden af Tusks kæpheste, lige siden han satte sig i præsidentstolen.

I dag begynder topmøder altid sidst på eftermiddagen, hvilket som regel resulterer i natteroderi og pressemøder ud på de små timer, hvor de fleste almindelige mennesker for længst er gået i seng.

Det resulterer også i, at pressedækningen bliver tidsmæssigt skæv.

»Og det vil vi gerne lave om,« siger en central EU-kilde.

I fremtiden vil topmøder således formentlig begynde allerede kl. 12.30, hvilket lige præcis giver tid til, at de politiske ledere stadig kan mødes i deres politiske grupper i Bruxelles inden, hvilket er en fast tradition ved topmøder. Det kommer til at kræve, at de står tidligere op for at nå frem til Belgien i tide.

Løkke bakker op

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har tidligere givet udtryk for, at det bakker Danmark varmt op om.

I tilfælde af at der var nogen politiske ledere, som ikke var helt glade ved tanken, var punktet i aftes lagt som det sidste punkt på dagsordenen, hvilket formentlig vil sige ud på de små nattetimer.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: