Mærsk og tysk rival smeder mens ratestigningen er varm

Sidste uges stigning i raterne på containerfragt fra Asien til Europa skal fastholdes og udbygges. Det lader til at være rationalet fra Maersk Line og tyske Hapag-Lloyd, der ikke har ventet længe med at annoncere nye prisstigninger over for kunderne.

Fredag viste SCFI-indekset, at straksprisen på at flytte en tyvefodscontainer (teu) fra Shanghai til Nordeuropa steg knap 60 pct. til 1125 dollar, og på ruten til Middelhavet var stigningen på godt 50 pct. til 1004 dollar per teu.

Mandag annoncerede Hapag-Lloyd så en ny prisstigning med effekt fra 15. august på henholdsvis 1550 dollar og 1250 dollar per teu på de to vestgående ruter.

Maersk Line følger tirsdag op med en varslet prisstigning på Middelhavsruten til 1250 dollar per teu – også fra 15. august. Det danske rederi, der er ejet af A.P. Møller-Mærsk og branchens største, nævner dog ikke en nypris for de nordeuropæiske ruter i sit ugentlige nyhedsbrev.

Spotraterne til Nordeuropa har generelt ligget højere i andet kvartal i år og i juli, end det var tilfældet i det meget nedtrykte første kvartal og ligeledes svage fjerde kvartal af 2015.

Rederierne kæmper med et overudbud af ledig kapacitet, især på Asien-Europa-ruten, hvor de største skibe sejler, da væksten i containerfragt ikke har kunnet fylde alle de nye, store skibe, der blev bestilt i de senere år.

Rederierne er dog ikke kun afhængige af spotmarkedet, og Maersk Line tjener for eksempel stadig bedre på sine længere kontrakter, ligesom faldende olie- og brændstofpriser har afhjulpet noget af det værste indtjeningsfald.

Alligevel er raterne så langt nede, at flere analytikere spår, at Maersk Line får røde tal på bundlinjen i andet kvartal for kun anden gang på fire år. I første kvartal tjente rederiet 37 mio. dollar – et dyk på 95 pct. fra samme kvartal af 2015.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: