Mestersvingeren: Denne anmeldelse vil ikke glæde BMW-fans

Stationcar
Audi A4 Avant Sport 2.0 TFSI

Kommentar

Audis nye A4 er en oplevelse i luksus, komfort og teknologi. Igen viser Audi, at de er bedst i verden til at designe et lækkert, cool og indbydende interiør. Samtidig kører A4 godt. Sådan rigtig godt. Og har gode motorer og gearkasser, der kan tilfredsstille den entusiastiske chauffør.

Plus

Motorer

Gearkasse

Dynamik

Komfort

Interiør

Minus

Topfart

Pris

Det her vil ikke glæde BMW-fans at læse: Køreglæde er først og fremmest en bils måde at køre på. Gennem sving – ad lange, lige stræk, også de hurtige – hen over bakketoppe – hen over kloakdæksler og asfaltsamlinger, der lige blev klampet sammen et par minutter i fyraften. Bilens evne til alt det kan samles i ét ord: køredynamik. Det er vigtigt, for køredynamik kan ofte veksles direkte til køreglæde.

Den ligner sig selv, den nye A4, men stregerne er blødere i designet. Især bagfra kan man skimte slægtskabet med storebror A6. Foto: Flemming Haslund

For mange er det nærmest en naturlov, at Audi-rivalen BMW kører bedre end Audi. BMW’en har jo baghjulstræk. Og står det ikke i De 10 Bud, eller er det Grundloven, at baghjulstræk er mere dynamisk end forhjulstræk? Men så enkelt er det ikke. Slet ikke.

  • Audis modelrække i businessclass er A4-serien. 4-dørs sedan og 5-dørs stationcar. 4-cylindrede benzinmotorer, 4- og V6-cylindrede diesel. Forhjulstræk eller firehjulstræk. Manuelt gear og automatgear.
  • Benzinmotorer fra 150 hk – 190 hk, diesel fra 150 – 218 hk.
  • Billigste A4 er 4-dørs sedan med 1,4-liters, 150 hk’s benzinmotor til 460.337 kr., billigste diesel er samme karrosseri med 2-liters diesel, ligeledes med 150 hk. Prisen er 476.315 kr.

Baghjulstræk har sine principielle fordele, og for nogle er det optimal køreglæde at kunne styre med speederen, som man siger, eller ligefrem køre sidelæns. Men i virkelighedens verden er netop dét en disciplin reserveret banekørsel.

Virkeligheden kalder

Nej, ude i virkeligheden er hverdagsdynamik noget andet end på bane. Hér – ude på landevejen, ad snoede biveje, ad motorvejsafkørsler – her gælder et andet sæt regler end på banen. Ude i virkeligheden sidder køreglæden ikke i baghjulstræk. Her sidder køreglæden først og fremmest i styringen. Hvor hurtig og især hvor præcis styringen er.

Netop her er testens Audi A4 med 190 hk og sportsundervogn en vinder. Fordi den er en ”Sport”, der kører med lavere og hårdere fjedre, og fordi den har en ”flad” undervogn. Samt fordi den kører på store hjul – 19” faktisk, hvilket betyder, at den hvide bil styrer hurtigt ind i sving, den holder forenden effektivt på plads i svinget, og den kører seriøst stærkt, når man beder om det.

Stor hverdagsdynamik – det er et spørgsmål om affjedring og hjulstørrelse og ikke om forhjuls- eller baghjulstræk. Det er derfor, at Audi A4 er mindst lige så god som BMW 3, hvad netop dette kardinalpunkt angår.

Her er en afgørende del af køreglæden; de store hjul. Effektive, klæbende Michelin-dæk på originale Audi-fælge. Størrelsen: 19”. Foto: Flemming Haslund

Døre med Rolls Royce-lyd

Imidlertid starter køreglæden i den hvide Audi A4 Avant, inden man har kørt en meter, ja, faktisk inden man har startet motoren. For det er lyden af dørene, der lukker, der først og fremmest fortæller historien om den nye Audi A4-serie. Lyden – eller nærmere ”ikkelyden” – som når man lukker døren på en Rolls-Royce. Lyden af kvalitet.

A4-serien er Audis businessbil i premium-segmentet, som det så højtideligt hedder. Man kan også bare sige de dyre i Passat-klassen, der jo klart nok er biler på størrelse med en Volkswagen Passat. Det er f.eks. også Ford Mondeo og Opel Insignia samt Mazda 6. Og vurderet på størrelse er det yderligere biler som BMW 3-serien, Mercedes C-Klasse og Jaguar XE – og inden længe Alfa Romeo Giulia. Samt altså Audi A4.

Men de sidste vil alligevel gerne køre sig ind i en kategori for sig selv, derfor kalder de sig for premium-biler. For at understrege, at de er finere på den, og for at undskylde, at de er dyrere. Altså businessbiler i premium-klassen. Indtil den nye Alfa Romeo lanceres senere på året, er Audi A4 den nyeste i klassen.

A4 er faktisk et modelnavn helt tilbage fra 1994, og med den nyeste udgave er vi fremme ved femte generation. Den nyeste generation blev lanceret i efteråret 2015 og findes lige nu med to forskellige karrosserier, nemlig firedørs sedan og som her i testen femdørs stationcar. Rækken af motorer starter ved 1,4 TFSI med 150 hk og en pris på 460.000 kr. og ved 2,0 TDI i diesel, der også yder 150 hk. Så er prisen cirka 475.000 kr.

Her i denne stortest gør vi holdt ved en særligt interessant A4. Stationcar, for det er praktisk for mange, 190 hk’s motor, for det er muskler, som bilen fortjener. Og Sport, fordi netop det udstyr er en særlig pointe.

Det der – det er godt blær!

Kabinen er ny. Helt ny. Tyskerne forsøger at understrege det nye ved ikke at tale om bilens cockpit. Det har ligefrem fået sit eget navn: Virtual Cockpit. Det er tydeligt, at marketingfolkene har været i gang her.

Virtual Cockpit, kalder tyskerne kabinen I den nye A4. Adaptiv cruise control er bare noget af udstyret, men mest specielt er GPS-systemet, der både vises på den store skærm mellem sæderne og på skærmen lige foran køreren. Foto: Flemming Haslund
Klik de to store instrumenter ned i størrelse – og et stort gps-kort toner frem lige foran køreren. Foto: Flemming Haslund

Først og fremmest er instrumenterne anderledes. Foran køreren er det sædvanlige hus med et par store instrumenter plus en række supplerende oplysninger. På instrumentpanelet en stor skærm i stil med en iPad, der står på højkant oven på instrumentbordet. Det er bare det ydre, der ligner så mange andre biler i denne prisklasse. Men når man sætter tændingen til – så begynder alt det særlige for alvor. Instrumenterne foran føreren er selvfølgelig digitale.

Audi A4 Avant Sport 2.0 TFSI

  • Type: Fempersoners stationcar, frontmotor, forhjulstræk.
  • Motor: Firecyl. R-benzin, 2,0 liter, 190 hk ved 4.200-6.000 o/min., 320 Nm ved 1.450-4.200 o/min.
  • Forbrug iflg. EU-norm: 19,6 km/l
  • CO2-udslip: 117 g/km

Præstationer:

  • 0-100 km/t.: 7,5 sek.
  • Topfart: 210 km/t.

Pris fra: 556.597 kr.

Testbilen: 866.644 kr.

De viser oplysninger om omdrejninger og hastighed i to store instrumenter, der ligner analoge instrumenter med visere. Så er de hurtigere at aflæse. Med et tryk på en knap på venstre rateger kan omdrejningstæller og speedometer klikkes små, så de ligger nede i hvert sit hjørne.

Det giver en stor skærm, der så kan vise kortet til gps’en. Altså kan man nu finde vej ved bare lige at slå blikket ned under ratkransen – det er oplagt, hvad det gør for sikkerheden. I øvrigt vises kortet også på den store skærm på instrumentbrættet.

Men det stopper ikke her. For ud over kortet i 2D og i 3D kan systemet vise vejen på et Google Earth-billede – det er godt blær, dette her. Og mere godt blær. Man kan klikke næste adresse ind i gps-systemet på den sædvanlige måde – klikke, klikke. Men i Virtual Cockpit er der en anden mulighed.

Direkte på drejeknappen lige ved siden af gearvælgeren kan man med fingeren skrive bogstaverne i gade- og bynavn. A4 med 190 hk’s benzinturbo har også adaptiv cruise control, så bilen selv kan holde en given afstand til bilen foran, selv bremse ned i hastighed, hvis bilen foran bremser op. Det er adaptivt og ikke bare blær. Det er behageligt, men først og fremmest også sikkert. En amerikansk undersøgelse viser, at antallet af køre-op-bagi-ulykker falder med 40 procent, hvis bilerne har adaptiv cruise control.

Apropos køreglæde. Motoren i testbilen er en ny firecylindret benzinturbo med 190 hk og 320 Nm. 190 hk lyder af en del, og accelerationen til 100 km/t. klares på 7,5 sekunder. Det er hurtigt nok. I lige-ud-disciplinerne føles den dog ikke hurtig, men når der drejes … så er den hurtig.

Audi A4 Sport gør op med, at køreglæde handler om for- eller baghjulstræk. Det afgøres her af Sport-udstyret og en fantastisk kabine.

Er den så foran de direkte konkurrenter BMW 3 og Mercedes C? Ja, på nogle punkter, men prisen er høj. Af samme grund er der fem stjerner ud af seks mulige til Audi A4.

Tre konkurrenter

BMW 320i Touring

BMW 320i Touring. Foto: PR
  • Toliters, firecylindret turbomotor
  • 184 hk, 290 Nm
  • 7,5 sek., 230 km/t.
  • 137 g/km, 16,9 km/l
  • Fra 490.800 kr.

Mercedes-Benz C 200 T

Mercedes C200 Stationcar. Foto: PR
  • Toliters, firecylindret turbomotor
  • 184 hk, 300 Nm
  • 7,7 sek., 235 km/t.
  • 128 g/km, 18,2 km/l
  • Fra 515.600 kr.

Volkswagen Passat 1,8 TSI BMT

Volkswagen Passat Variant. Foto: PR
  • 1,8-liters, firecylindret turbomotor
  • 180 hk, 280 Nm
  • 8,1 sek. – 230 km/t.
  • 130 g/km, 17,2 km/l
  • Fra 431.797 kr.
You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: