Mols-Linien erkender at have sejlet for stærkt

Mols-Linien er gennem længere tid blevet beskyldt for at sejle for hurtigt, hvilket har været til gene for andre, der benytter havet. Få er også kommet til skade grundet de voldsomme bølger, færgerne har skabt.

De første sager stammer tilbage fra 2014, men så sent som i sommers blev rederiet og fem kaptajner anmeldt af Søfartsstyrelsen for flere overtrædelser af den tilladte hastighed.

Hidtil har Mols-Linien nægtet sig skyldig, men nu erkender de at have sejlet for hurtigt.  

Jyllands-Posten ville gerne have spurgt administrerende direktør ved Mols-Linien, Carsten Jensen, hvorfor rederiet nu erkender at have sejlet for stærkt. Han har ikke ønsket at udtale sig til avisen, men skriver i en pressemeddelelse:

»Med forliget slår vi en streg i sandet. Overtrædelserne er sket tilbage i 2014, og vi har justeret vores procedurer siden. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at vi har overtrådt fartgrænserne, og det beklager vi. Vi har haft en god dialog med Søfartsstyrelsen, og vi har gennemgået og optimeret en række interne arbejdsgange minutiøst, så vi undgår, at det sker igen.«

Advokaturchef hos Østjyllands Politi Torben Thygesen bekræfter, at anklagen mod Mols-Linien er frafaldet, men mener ikke, at der er tale om at have indgået et forlig.  

»Det, der skete, var, at Mols-Linien kontaktede os og erkendte sig skyldig. De fortalte, at de er villige til at betale en bøde. Derfor var det ikke nødvendigt at gå i retten,« siger han.

Da sagen endnu ikke er helt afsluttet, kan Torben Thygesen på nuværende tidspunkt ikke oplyse om bødens størrelse.

Det er ikke udsædvanligt, at færdselssager som Mols-Liniens ikke ender i retten.

»Grunden til, at vi valgte at sende sagen i retten, var, at vi ikke vidste om Mols-Linien ville erkende sig skyldig,« siger han.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: