Ni-årig pige: »Det er en skam, at vi skal begrave vores forældre«

Da hun stiller sig op på talerstolen for at henvende sig til alle de voksne, står den lille pige der som det mest naturlige i verden og kigger ud på en horde af journalister og fotografer.

Men der skulle knap gå 35 sekunder før blikket ender i jorden for at skjule tårerne, der breder sig i den lille piges ansigt.

»Det er skamfuldt, at vores fædre og mødre bliver slået ihjel, så vi ikke kan se dem mere. Det er en skam, at vi skal gå til kirkegården og begrave dem. Vi har tårer, og det burde vi ikke have. Vi har brug for, at vore fædre og mødre er ved vores side,« siger den grædende pige og tørrer tårerne af sin kind i en video på The Charlotte Oberver’s hjemmeside.

Hun er ni år gammel og hedder Zianna Oliphant. Hun har en lyserød elastik i håret, og mandag er hun talsmand for det sorte mindretal ved et møde i byrådet i byen Charlotte, North Carolina.

Raceuroen i USA blussede op igen få dage forinden, da afro-amerikaneren Keith Lamon Scott blev skudt af politiet. Endnu et dødsfald, som blot er et i en lang række tilfælde, hvor sorte individer bliver dræbt af politiet i USA.

Derfor valgte Zianna Oliphant at stille sig op og tale.

»Jeg er kommet i dag for at tale om, hvad jeg føler, og jeg føler, at vi bliver behandlet anderledes end andre mennesker,« siger hun og bliver kortvarigt afbrudt af en ung dreng, der rykker mikrofonen tættere på pigens mund.

Hun kunne knap nok nå den.

Ni-årige Zianna Oliphant får trøst efter at have holdt en følelsesladet tale ved byrådsmødet i Charlotte mandag den. 26. september. Foto: David T. Foster III/The Charlotte Observer via AP.

»Stop ikke,« lyder det fra salen, da Zianna Oliphant holder en talepause, overvældet af sine følelser.

»Vi er sorte mennesker, og jeg føler ikke at vi burde blive behandlet sådan her. Vi burde ikke skulle protestere, fordi mennesker behandler os forkert. Vi gør det her fordi vi skal gøre det og har rettigheder,« fortsætter pigen, mens klapsalverne fylder lokalet.

»Jeg er født og opvokset i Charlotte, og jeg har aldrig haft det på denne her måde.«

Videoen af den unge Zianna Oliphants gribende ord blev hurtigt en del af nyhedsdækningen på CNN, og siden er den også blevet delt flere tusinde gange på Twitter.

Som forventet har den også affødt mange reaktioner.

»Vi har fejlet som menighedsmedlemmer, som borgere, som samfund, som land, når vores børn har det sådan her.«

»Det er talen som hele Amerika har brug for at høre #ZiannaOliphant.«

»Jeg tror ikke, at jeg forstod ordet “mod”, indtil jeg hørte navnet Zianna Oliphant.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: