Nye oplysninger afslører kaos efter terrorangrebet 11. september

Mens tv-skærme verden over dokumenterede terrorangrebet fra New York den 11. september 2001 med billeder af de to rygende og sidenhen sammenstyrtede tvillingetårne, var der kaos i den politiske kulisse.

Det afslører nye oplysninger, som NBC NEWS er kommet i besiddelse af. Oplysningerne stammer fra interviews med ledende politikere og embedsfolk samt en række hidtil ukendte dokumenter.

Oplysningerne afslører, hvordan sikkerhedsprocedurer ikke blev fulgt, og hvordan landets politiske ledere havde besvær med at komme i kontakt med hinanden. De manglende kommunikationsmuligheder betød samtidig, at Rusland reagerede på USA’s beredskabsniveau.

Den daværende præsident George W. Bush fik besked om angrebet, da han befandt sig på en skole i Florida. Arrangementet måtte afbrydes, da præsidenten skulle i sikkerhed. Det samme skulle alle hans mulige efterfølgere i tilfælde af, at der skete præsidenten noget.

NBC afslører, at sikringen af Bush og hans mulige efterfølgere foregik uden brug af de faste sikkerhedsprocedurer, som skulle have bragt præsidenten og de ledende politikere ned i beskyttede bunkers.

Bush blev i stedet fløjet op i 14.000 meters højde i luftrummet over Florida i Air Force One. Han skulle i sikkerhed, så man fløj så højt og så hurtigt som muligt. Det besværliggjorde kommunikationen til og fra præsidentens fly

I mellemtiden havde det amerikanske forsvar opgraderet beredskabet til det såkaldte DEFCON 3-niveau, hvilket er det tredjehøjeste beredskabsniveau og primært forbeholdt situationer, hvor USA er udsat for en atomtrussel.

Det registrerede den russiske regering. Præsident Vladimir Putin ville derfor i kontakt med Bush for at få en forklaring på det forhøjede beredskab. Da Bush var uden for rækkevidde, måtte Putin nøjes med at snakke med Condoleezza Rice, som på det tidspunkt var national sikkerhedsrådgiver.

Bush måtte også vente tre timer, før han kunne komme i kontakt med sine politiske ledere på landjorden. Han lykkedes kun med at kontakte vicepræsident Cheney.

Obama 15 år efter 11. september-angreb: »Terrortruslen mod USA har “udviklet sig”«

Da Air Force One var tvunget til landing på grund af manglende brændstof, skete det i en lufthavn i Louisiana. Her havde der lige været en træningsøvelse, hvorfor armerede atomvåben var parkeret på landingsbanen få hundrede meter fra præsidentens fly. Havde et angreb fundet sted her, havde det haft katastrofale følger.

Da Air Force One var tanket, ville Bush tilbage til Washington, så han kunne komme i kontakt med de andre ledende politikere i Bush-administrationen. Det nægtede piloten i første omgang af sikkerhedsmæssige årsager.

I mellemtiden var præsidentens efterfølgere blevet forsøgt evakueret. NBC skriver, at de 10 nærmeste til at efterfølge præsidenten inklusiv vicepræsident Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld enten ikke fulgte faste sikkerhedsprocedurer, var udenlands eller aldrig blev kontaktet.

Derved kunne der have hersket stor tvivl, om hvem der skulle efterfølge Bush, hvis det havde været en nødvendighed. Cheney nægtede for eksempel at lade sig evakuere og blev i stedet i Det Hvide Hus.

En af de få, som fulgte sikkerhedsprotokollen, var den daværende formand for repræsentanternes hus, Dennis Hastert. Han var den tredje i rækkefølgen, til at efterfølge Bush. Hastert blev ført til en undergrundsbunker i Blue Ridge Mountains syd for Washington, hvor han dog ikke kunne komme i kontakt med de andre ledende politikere.

Hastert er siden blevet idømt fængsel for at skjule pengeoverførelser, som skulle forhindre vidner i at afsløre hans seksuelle misbrug af unge drenge. Men han kunne altså have endt som præsident, hvis Bush i Air Force One og Rumsfeld i Det Hvide Hus var blevet ramt.

15 år efter 11. september: Dødstallet stiger fortsat

Desuden afslører de nye oplysninger, at hvis terrorangrebet havde været rettet mod the Capitol, kongresbygningen i Washington, så kunne det have resulteret i, at mange kongresmedlemmer havde mistet livet. Kongressen var nemlig samlet den samme morgen som terrorangrebene.

Det havde sat kongressen ud af spil, indtil der var blevet valgt nye medlemmer. Det er desuden kongressens opgave at udvælge en ny præsident, hvis der ikke kan findes en forfatningsmæssig efterfølger.

Efter de kaotiske evakueringsforsøg har de amerikanske myndigheder skærpet procedurerne på en række områder.

Man har bygget en ny sikkerhedsbunker i Washingtons forstæder, som er lettere tilgængelig for de politiske ledere. Man har oprettet flytbare missilbatterier i området omkring den amerikanske hovedstad, så det er lettere at beskytte byen mod fremtidige angreb.

Der er ligeledes oprettet et sikkert kommunikationssystem, som kan holde de ledende politikere i kontakt med hinanden døgnet rundt, selv hvis der opstår en krisesituation.

Søndag den 11. september var det 15 år siden, at USA blev ramt af dødeligste terrorangreb nogensinde. 2.996 blev dræbt, og mere end 6.000 blev såret, da tre kaprede fly bevidst ramte udvalgte mål på den amerikanske østkyst: Pentagon og World Trade Centers tvillingetårne. Et fjerde kapret fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: