Obama: Trump er “uegnet” og “sørgeligt uforberedt” til præsidentembedet

»Der bliver nødt til at komme et tidspunkt, hvor man siger: Så er det nok.«

Sådan sagde Barack Obama tirsdag om den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, på en pressekonference, som han afholdt med Singapores premierminister Lee Hsien Loong i Det Hvide Hus.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt CNN, BBC og ABC News.

»Den republikanske præsidentkandidat er uegnet til at besidde stillingen som præsident,« lød det resolut fra præsidenten. »Han bliver ved med at bevise det.«

Præsidenten understregede, at hans afstandtagen ikke havde med politiske uenigheder at gøre, og henviste herefter til, at han tidligere både har været uenig med republikanerne John McCain og Mitt Romney, men at han aldrig havde betvivlet deres evne til at kunne varetage posten. Nej, med Trump handler det nærmere om manglende erfaring.

Obama kan ikke se hackingsag ødelægge forhold til Rusland

Barack Obama henviste blandt andet til de skandaler, der de seneste uger har omgærdet Trumps valgkampagne. Blandt andet, at Trump har nedgjort de muslimske forældre til en falden amerikansk soldat, efter de fra Demokraternes konvent en uge forinde var gået på scenen for at gå i rette med Trump, der »aldrig havde ofret noget.«

»At han (Trump, red.) ville angribe en familie, der har ofret så enormt meget på vegne af vores land; at han lader til ikke at have nogen fundamental viden om kritiske omstændigheder i Europa, i Mellemøsten, i Asien; det betyder, at han er sørgeligt uforberedt til at udføre det her job,« lød det fra Obama.

Og præsidentens udtalelser er bemærkelsesværdige, mener Anders Agner, USA-ekspert og redaktør på Kongressen.com. Han forklarer, at selvom præsidenten som regel vælger side i kampen om, hvem der skal erstatte ham, plejer han ikke at tale sådan her om den anden konkurrent.

»Det er en rimelig kontant taktik. At gå ud og sige, at en af de to, som aspirerer til at blive hans afløser, simpelthen er for ukvalificeret,« siger Anders Agner, der dog understreger, at Obamas udtalelser ligger på linje af resten af partiets.

Ligesom Trump har angrebet Demokraternes Hillary Clinton, har også Demokraterne angrebet Donald Trump.

»Man har også tidligere udstillet ham som uegnet, som en løs kanon med fuldstændigt begrænsede evner til at lede landet,« forklarer Anders Agner.

Arven efter Gaddafi: Skal Danmark hjælpe med at bombe IS i Libyen?

Men Barack Obama er langt fra den eneste, der siden Republikanernes konvent i Cleveland, der har taget afstand fra Donald Trump. Også Veteranorganisationen og flere republikanske senatorer har offentligt taget afstand fra præsidentkandidatens udtalelser om familien Khan, og Sally Bradshaw – der indtil nu har ageret politisk rådgiver for Jeb Bush – har sågar meldt sig ud af partiet og sagt, at hun vil stemme på Hillary Clinton, hvis valget bliver tæt. 

»Republikanerne er ved en skillevej og har nomineret en narcissist, en sexist, en bigot,« lød det blandt andet til CNN.

Og at Republikanerne har nået en skillevej, giver Anders Agner til dels Sally Bradshaw ret i. I hvert fald er det, der skulle have været en helings- og forsoningsproces efter konventet i Cleveland, i stedet blevet til yderligere polarisering.

»De mange personer, der i forvejen støttede Trump, er ligeglade med hvad Obama siger. Men det bliver mere alvorligt, fordi Trumps eget parti igen må ud og undsige ham. Det var jo meningen, at Cleveland skulle være startskuddet til en samling af partiet,« forklarer Anders Agner. »Så på den måde kan man godt sige, at partiet står ved en skillevej. Det er ikke for sjov, at en mand som Paul Ryan i sin tid sagde, at han måtte snakke med Trump, inden han var klar til at støtte ham som kandidat.«

Tirsdag opfordrede Barack Obama flere republikanere til at tage samme standpunkt som Sally Bradshaw – og før hende Ted Cruz – og trække støtten til Trump.

»Hvad siger det om jeres parti, at det her er jeres bannerfører? Der er ikke tale om lejlighedsvise brølere. Der er tale om, at republikanere dagligt og ugentligt må distancere sig selv fra hans udtalelser. Der må komme et tidspunkt, hvor man siger: Det her er ikke en, jeg kan støtte som præsident af USA, selvom han tilsyneladende er medlem af mit parti,« lød det skarpt fra præsidenten mod de republikanere, der tager afstand fra Trump, men fastholder støtten til ham.

Men ifølge Anders Agner er der en forklaring på den vedvarende støtte til Trump. For selvom han på mange måder repræsenterer noget, som mange af republikanerne i partiets ledelse ikke kan stå inde for, er han partiets eneste håb om en præsidentpost. Det forudsætter, at republikanerne skal navigere nøjsomt mellem dels at distancere sig nok fra Trump til, at de ikke selv bliver taget til indtægt for hans udtalelser – og samtidigt støtte ham nok til, at partiet ikke falder sammen omkring ham.

»Og det bliver kun sværere og sværere. For det er lidt som om, at hver gang ledelsen forsøger at samarbejde med Trump, så går han kontra og siger noget, de må tage afstand fra,« siger Anders Agner.

Han henviser blandt andre til republikaneren Paul Ryan, der er formand i Repræsentanternes Hus. Han var i sin tid varsom med i sige god for Donald Trump, og på konventet i Cleveland nævnte han kun præsidentkandidatens navn to gange på de 12 minutter, han talte fra scenen. Resten af tiden brugte han på at tale om egne visioner for partiet, fortæller Anders Agner.

»Det er meget vigtigt at forstå, at den modvilje, der er inden i det republikanske parti, ikke bare handler om præsidentvalget. Det handler også om, at mange af senatorerne i partiet selv stiller op til genvalg – og de risikerer, at Trump kan sætte deres genvalg i fare,« forklarer Anders Agner og henviser blandt andre til John McCain, der er senator i Arizona og håber på et genvalg.

I Arizona, hvor andelen af latinamerikanere er høj, er der nemlig færre stemmer til republikanerne, efter Donald Trump blandt andet har foreslået at bygge en mur, som skal holde mexicanere ude af landet.

»Jeg håber, at amerikanere forstår, at bemærkningerne ikke repræsenterer holdningerne i vores Republikanske Parti, vores ministre eller kandidater,« lød det fra John McCain om Donald Trumps håndtering af det muslimske forældrepar mandag.

Republikansk lejr fordømmer Trump: »Han er en mand af sadistisk ondskab«

Anders Agner er sammen med Jyllands-Postens tv-redaktør Lars Græsborg Mathiasen tilbage her på sitet med tv-magasinet »Det Ovale Kontor« fra næste uge. 

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: