Operachef: Vi bør forholde os til krig

Kasper Holten har noget med krig.

I en række af de operaer, Det Kgl. Teaters eks-operachef har iscenesat, har krigens psykologiske dramaer været et omdrejningspunkt: Da Holten i 2012 gæsteinstruerede Wagners ”Lohengrin” på Deutsche Oper i Berlin, var koret klædt ud som lemlæstede soldater med blod på uniformerne. Webers ”Jægerbruden”, som Holten gæsteinstruerede på Det Kongelige Teater sidste efterår, rullede i et råt, sønderskudt miljø, hvor en soldat vendte hjem fra krig med traumer i geværtasken og havde svært ved at genfinde sin rolle i det civile samfund.

Opera er en hovedsøjle i europæisk kultur og historie.

Kasper Holten, operachef

Næste forår forlader Kasper Holten sit nuværende job som operachef på Covent Garden i London for at blive freelance-instruktør.

Den første opgave, han skal løse som fri fugl, er iscenesættelsen af ”Brødre” – en nyskrevet operaversion over Susanne Biers film af samme navn. Værket får verdenspremiere på Den Jyske Opera i Musikhuset i sensommeren 2017.

Da Holten læste librettoen (teksten til operaen i dialogform), blev han draget af dramaet om en ung soldat, der kæmper for at omstille sig fra krigen i Afghanistan til en tryg hverdag hjemme hos familien.

»Temaet med en soldat, der kommer tilbage fra krig, kender vi jo helt tilbage fra Monteverdis ”Odysseus’ hjemkomst” – et af operahistoriens første værker fra 1600-tallet. Det er naturligt, at operagenren også forholder sig til de krige, der har hærget verden gennem tusindvis af år,« understreger Kasper Holten.

En universel tone

Holten fremhæver flere af de kontroverser, der skaber kløfter mellem operaens karakterer.

Instruktør

Om Kasper Holten

  • Født i 1973 i København.
  • Kunstnerisk chef for Aarhus Sommeropera 1996-99.
  • Operachef på Det Kongelige Teater 2000-2011.
  • Blev i 2011 operachef på Royal Opera House, Covent Garden i London og er her frem til foråret 2017. Herpå vil han være freelance-instruktør.
  • Holten har arbejdet med både det klassiske og det nye operarepertoire.
  • Danner par med koreografen Signe Fabricius. Parret har to børn.

»Konflikten mellem de to brødre. Soldaten og hans kone, der ikke kan finde ind til hinanden, efter at krigsoplevelserne har forandret hans personlighed. Gnidningerne mellem forældre og deres børn. Alle disse menneskelige uoverensstemmelser i operaen rammer mig meget stærkt.«

Mens handlingen i filmen ”Brødre” er specifik og foregår i et konkret miljø, får historien i operaversionen en mere universel tone, forklarer Kasper Holten.

»I operaen løftes de menneskelige aspekter op på et højere plan. Den koger essensen ud af noget alment – netop derfor giver det rigtig god mening, at sætte ”Brødre” op som opera. Der er blevet plads til at åbne værket op for følelser.«

Funky musik

Den islandske komponist Daníel Bjarnason er i fuld gang med at lægge toner på værket.

»Hans musik er spændende og ny. Den har rødder i det nordiske, men samtidig har den det funky, elektroniske præg i sig,« lyder det begejstret fra Holten.

Librettoen har den svenske dramatiker og forfatter Kerstin Perski skrevet.

Hun fik i 2007 en Reumert for teksten til operaen ”Skriftestolen”, der også blev uropført på Den Jyske Opera.

Perski fik frihed til at omskrive filmen til opera og har givet koret en fremtrædende plads: Det agerer bl.a. ”folkets stemme” – en central rolle i en handling med et politisk budskab.

»Librettoens originalitet griber mig. I kunsten søger jeg altid efter, at nogle tør bruge sig selv og sige noget. Jeg fascineres og hypnotiseres, fordi librettisten virkelig har noget på hjerte,« roser Holten.

Du har fortalt, at du ligefrem fældede en tåre, da du læste librettoen til ”Brødre”?

»Som operainstruktør føler jeg, at jeg lykkes, hvis publikum græder – i ”Brødre” blev rollerne byttet om, så jeg selv sad og tudede. Temaet om manden, der vender hjem fra krig, men som ikke kan finde tilbage til sine fysiske omgivelser, sin familie og sig selv, griber mig, fordi det afspejler en afgrundsdyb ensomhed.«

Også kompleksiteten i operaens karakterer inspirerer Holten.

Jeg har et særlig blødt punkt for byen; jeg elskede at være kunstnerisk chef på Aarhus Sommeropera fra 1996-99. Her lærte jeg en masse om ledelse og om at positionere opera.

Kasper Holten, operachef

»Her er ingen skurke og helte; vi har at gøre med nuancerede personer. Og en handling, der på mange planer kredser om ikke at kunne finde hjem. Det var en stor oplevelse at læse librettoen.«

Krig er et tema, mange helst fortrænger. Hvorfor er det vigtigt for dig at eksponere krige og deres konsekvenser i dine operaer?

»Det er skønt, når opera afspejler virkeligheden; dér bliver genren vedkommende. Danmark har været en krigsførende nation i flere årtier. Krig er et tema, vi er nødt til at forholde os til, både på det konkrete og følelsesmæssige plan. Operagenren egner sig ikke så godt til at formidle dokumentarstof om krig. Til gengæld kan vi se på krig fra en emotionel vinkel. Hvad gør krig ved mennesker? Den sætter livet på spidsen, og på operascenen elsker vi netop at sætte ting på spidsen. Derfor egner kunstarten sig godt til at belyse temaet. Vi har alle vore kampe. Krig udfordrer vores tanker om, hvad det er at være til.«

Hvem vil du ramme med operaudgaven af ”Brødre”?

»Det bedste, jeg kan gøre som instruktør, er at lave en operaopsætning, som jeg selv tror på. Det handler om at få fortalt folk, hvad de kan komme ind og opleve. Netop denne historie er eviggyldig i forhold til krig, samfundet – og også til kærlighedsrelationer. De familiemæssige spændinger, der opstår, da den ene bror vender hjem fra krig, er helt basale. Det er nogle udfordringer, vi alle kender og slås med. Tematisk tager denne opera fat ved de menneskelige rødder. Den er på én gang konkret og almen.«

Hvad er den største udfordring ved at omskabe en kendt film til opera?

»Jeg prøvede det med Lars von Triers ”Dancer in the Dark” på Det Kongelige Teater. Folk, der har set filmen, kommer med en forventningsbagage, som kan være svær at sætte sig ud over. På den anden side har de mennesker, der kender filmen, en nysgerrighed på at opleve historien i et nyt format. Det kan være en fordel, fordi folk bliver overraskede over at opleve et andet kunstnerisk udtryk på historien.«

Holdet bag operaopsætningen af ”Brødre”: Fra venstre ses chef for Den Jyske Opera Annilese Miskimmon, instruktør Kasper Holten og tekstforfatter Kerstin Perski. Foto: Mathias Svold

Om ”Brødre”

  • Operaen ”Brødre” over Bier-filmen af samme navn får verdenspremiere på Den Jyske Opera onsdag den 16. august 2017. Den vises i alt fire gange i Musikhuset som led i fejringen af Aarhus som europæisk kulturhovedstad.
  • Kasper Holten instruerer operaen. Musikken bliver af den islandske komponist Daníel Bjarnason, librettoen er af den svenske dramatiker og forfatter Kerstin Perski, og Steffen Aarfing, én af Kasper Holtens mangeårige samarbejdspartnere, vil stå for scenografien.
  • ”Brødre” bliver en del af den såkaldte Bier-trilogi, der også inkluderer ”Efter brylluppet” som danseforestilling og ”Elsker dig for evigt” som musical.

Hvordan vil operaen adskille sig fra filmen?

»Operaen bliver helt anderledes end filmen. Vi sætter ikke bare en film op på en operascene, for filmen findes jo allerede. I operaen handler det om at skabe et nyt, unikt udtryk ved at udnytte genrens forcer. Vi skal helt ned i sjælen – derind, hvor ordene slipper op, og musik og følelser tager over.«

Som instruktør på ”Brødre” vender du tilbage til Aarhus, hvor du indledte din professionelle operakarriere i 1990’erne. Hvordan føles det?

»Det bliver superskønt. Jeg har et særlig blødt punkt for byen; jeg elskede at være kunstnerisk chef på Aarhus Sommeropera fra 1996-99. Her lærte jeg en masse om ledelse og om at positionere opera. Hvor meget kan man få ud af de ressourcer, der er til rådighed? Det var enormt intenst at sætte operaforestillinger op på Helsingør Theater i Den Gamle By – her oplevede jeg den magi, der opstår, når operaen kommer helt tæt på publikum og bliver brandvarm. Jeg stod i spidsen for et operakompagni og fik nogle af de ledelsesredskaber, jeg siden har brugt – både som operachef på Det Kongelige Teater og på Covent Garden. På den måde føler jeg, at jeg skylder Aarhus en masse.«

Du og din familie har valgt at flytte fra London for at bosætte jer i København næste forår. Hvilke opgaver skal du løse i fremtiden – ud over at instruere ”Brødre”?

»Efter i alt 17 år som fastansat operachef glæder jeg mig til kun at skulle beskæftige mig med én ting ad gangen. Jeg vil fokusere mere på det kreative, på mine egne opgaver – ikke kun inden for opera, men også teater, film, ledelse, måske bestyrelsesarbejde. Jeg vil gerne engagere mig bredt, og jeg har en stor appetit på at starte en ny fase som freelancer. Selvfølgelig håber jeg at kunne kombinere et liv i København med at instruere i de store operahuse. I London bestrider jeg to job på én gang som operachef og instruktør. Jeg får 200 mails hver dag, som jeg skal besvare – det er hårdt. Londons hektiske energi og de mange typer mennesker, jeg møder, vil jeg savne. Det er samtidig menneskene, jeg glæder mig til at slippe, fordi de skaber udfordringer.«

”Brødre” får verdenspremiere, i anledning af at Aarhus er europæisk kulturhovedstad i 2017. Hvorfor er en ny opera en selvskrevet del af denne begivenhed?

»Opera er en hovedsøjle i europæisk kultur og historie. Op gennem århundreder har de europæiske operahuse været samlingspunkt for mange forskellige discipliner: musik, poesi, teater, filosofi, historie. Man mødtes her og udvekslede åndelig viden. Operaen var en markedsplads – med tråde helt tilbage til antikkens græske teater. Der er en fundamental dybde i operaens historie, for den afspejler hele vores europæiske kulturarv. Ved at skabe et nyt operaværk i nutidens ånd viser man, hvad operatraditionen har udviklet sig til i dag. Man illustrerer, hvad en nutidig komponist og librettist kan – det er en oplagt del af kulturbyåret.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: