Opholdssted: Millioner kan få unge til at folde vingerne ud

Det kan måske ikke løse problemet fuldstændig, men det er et godt skridt på vejen.

Sådan lyder vurderingen af regeringens nye udspil om at afsætte 250 millioner kroner til at bekæmpe såkaldte parallelsamfund i Danmark, når man spørger Anita Johnson, der er direktør i RED-safehouse.

Her hjælper man unge i æresrelaterede konflikter.

– Jeg hilser det hjerteligt velkommen, siger Anita Johnson.

– Det er farligt at sige, om det kan knække koden. Jeg tror, at det bliver en langvarig indsats, men det er et rigtig godt tiltag på vejen. Det er første gang, at der kommer så mange millioner til området på én gang, så jeg tænker, at vi er godt hjulpet, siger hun.

Regeringens forslag går på at afsætte en kvart milliard kroner over fire år. 90 millioner kroner er øremærket social kontrol, som RED-safehouse beskæftiger sig med.

– Pengene kommer til at betyde, at flere kan få hjælp, og at der er et beredskab, når unge gerne vil bryde med kontrol, vold og undertrykkelse, siger Anita Johnson.

RED-safehouse er nævnt i regeringens forslag i forbindelse med at sikre botilbud og udslusningsboliger til de unge. Særligt udslusningen er afgørende, hvis en ung skal bryde ud af social kontrol, lyder det fra Anita Johnson.

– Vi taler om unge mennesker, der har været udsat for vold, kontrol og undertrykkelse i mange, mange år. Det kan vi ikke fikse på få måneders ophold på krisecenter, siger hun og uddyber:

– De har brug for ekstra hjælp, botræning og støtte til at komme i gang arbejds- og uddannelsesmæssigt, før de kan folde vingerne helt ud og klare sig selvstændigt. De har heller ingen familie eller venner, for dem har de jo brudt med, så de er meget ensomme.

Pengene til regeringens forslag skal findes i satspuljens midler.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: