På endagstur fra Beijing: Millionby gemmer på kinesisk storhed

Familiegården

En af fordelene ved at besøge Tianjin er, at byen gemmer på mange kulturelle oplevelser og attraktioner, der tiltrækker færre turister end hovedstaden, Beijing. En af byens bedst bevarede seværdigheder er Shi Family Grand Courtyard. Familiegården blev oprindelig bygget i 1875 og fungerede som bolig for Shi Yuanshi, der var søn af en af de otte store mestre i Tianjin.

Foto: Sara Amos Pedersen

Nyd fornemmelsen af kinesisk storhed, når du går på opdagelse i gårdens mange afdelinger. Du kan blandt andet besøge en række mindre gårde, et teater og 275 værelser, der har fungeret som små lejligheder og forretningslokaler. De fleste værelser er indrettet med kinesiske møbler, malerier og klassisk kalligrafi. Selv om værelserne giver en fornemmelse af den kinesiske storhed, bør du også besøge Shifu-haven. Den gennemgik en større udvidelse i 2003 og fremstår i dag som en elegant kejserlig have. Shifu-haven er populær i den kinesiske filmindustri, der ofte bruger den velholdte natur som ramme, når der skal indspilles historiske dramaer.

Indkøbsgaden

Drømmer du om at komme hjem fra turen til Kina med kufferten fuld af grøn te, flotte perler og skræddersyet tøj, skal du lægge vejen forbi Ancient Culture Street på dagsturen til Tianjin.

Her finder du over 100 forskellige butikker, der sælger alt fra lokale retter til sko fra de forskellige historiske epoker.

Foto: Jean Wang/Flickr

Inden du beslutter dig for, hvad du skal have med hjem, kan det være en god idé at slentre gennem gaden og danne dig et overblik over de mange forskellige drager i keramik, testel og spisepinde. Selv om gaden har et stort udvalg af asiatiske specialiteter, byder den også på kulturelle seværdigheder, der giver et afbræk mellem butikkerne. Hold øje med de detaljerede indgraveringer på portene, der leder ind til gaden, eller besøg Tianhou-templet, som ligger midt i gaden. Templet blev oprindeligt bygget i det 14. århundrede og er byens ældste bygning, og det er et af de eneste Mazu-templer, der stadig eksisterer. I dag er templet omdannet til museum for den lokale folklore.

Kulturmuseet

Med sine næsten otte millioner indbyggere er Tianjin Kinas største kystby. Byen er kendt for sin enorme havn og har tidligere haft ry for at være en industriel storby. Men de seneste år er flere nye højhuse og futuristiske bygninger skudt frem i skylinen. De nye tiltag tæller blandt andet pariserhjulet Taijing Eye, hvor der er udsigt til floden Hai He og flere af millionbyens vartegn.

Et af byens vartegn er Tianjin Museum, der åbnede i 2006. Museet er det største i byen, og her finder du en række udstillinger, der er centreret om Tianjins historie og kultur. Museet er et besøg værd, hvis du vil lære mere om Kina, men du kan også lægge vejen forbi pladsen foran museet, hvis du vil tæt på de lokale indbyggere.

Foto: Kilian Evang/Flickr

Om eftermiddagen fungerer pladsen som samlingssted for børn og unge, der mødes for at flyve med drage eller spille hacky sack, og hvis du ser interesseret nok ud, bliver du ofte spurgt, om du vil være med.

I perioder er der også opstillet et tivoli i udkanten af pladsen foran museet.

Porcelænshuset

Togturen fra Beijing til Tianjin er et eksempel på, hvor langt Kina er fremme, når drejer sig om højhastighedstog mellem storbyerne. I øjeblikket foregår transporten med højhastighedstog, der kan opnå en fart på 330 kilometer i timen, og det tager derfor blot 30 minutter at tilbagelægge den 117 kilometer lange strækning.

I Tianjin mærker man for alvor kontrasten mellem det nye og det gamle, hvis du besøger byens porcelænshus.

Foto: Sara Amos Pedersen

Huset er oprindeligt et hus fra kolonitiden, der er blevet ombygget til et museum, som hylder kinesisk porcelæn. Ombygningen begyndte i 2002, da en kinesisk forretningsmand, kunstner og samler købte huset og begyndte at dekorere facaden med porcelæn. I dag er huset udsmykket med mere end 700 millioner stykker porcelæn. De kommer fra vaser, marmor skulpturer, tallerkner og porcelænsfigurer af katte og løver. På taget ses en gigantisk drage bygget i porcelæn, der strækker sig 768 meter og er næsten én meter høj.

Rejsen dertil

  • Det er ikke muligt at flyve direkte til Tianjin fra Danmark. Du skal enten mellemlande i Paris, Shanghai eller en anden storby. Flyveturen tager omkring 20 timer inklusiv flyskift. Fra København koster turen fra 4.200 kr. tur-retur. Flyver du fra Billund eller Aalborg koster billetten 4.600 kr. tur-retur.
  • Du kan også flyve direkte til Beijing fra Danmark og tage højhastighedstoget videre til Tianjin. Flyveturen til Beijing tager omkring 10 timer fra København og koster 3.700 kr tur-retur. Togturen fra Beijing til Tianjin tager 30 minutter.
You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: