Pensionister sættes på lav integrationsydelse

50 personer, der har nået pensionsalderen, er fra 1. juli blevet sat på integrationsydelse. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) i et folketingssvar.

Ydelsen er 6.010 kroner om måneden før skat for enlige uden børn. Til sammenligning får enlige uden børn på kontanthjælp 10.968 kr. om måneden før skat.

Formålet med den nye lavere ydelse er at tilskynde flygtninge og familiesammenførte til at komme i arbejde. Det bekræfter ministeren i et folketingssvar:

– Indførelsen af integrationsydelsen skal styrke ydelsesmodtageres incitament til at komme i beskæftigelse og dermed blive selvforsørgende.

Overblik: Regeringen har lavet 48 udlændingestramninger

Men per 1. juli var der altså 50 personer, som har nået folkepensionsalderen, der kom på integrationsydelse. Det kan ikke være rigtigt, mener Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

– Det er jo absurd, at en 70-, 80- eller for den sags skyld 90-årig kun skal have det halve af kontanthjælpen, fordi vedkommende skal motiveres til at komme i arbejde, siger hun til Information.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Inger Støjberg, men i folketingssvaret til Johanne Schmidt-Nielsen siger ministeren, at det handler om at “sende et klart signal om, at ingen skal vælge Danmark baseret på høje offentlige ydelser”.

Derudover finder Inger Støjberg det “nødvendigt og rimeligt”, at man har været i Danmark i “en vis periode, før man har ret til at modtage de samme ydelser som borgere, der har opholdt sig et helt liv her i riget og bidraget til samfundet”.

Ud over folk, der har rundet folkepensionsalderen, rammer integrationsydelsen også danskere, der har boet i andre lande i mere end et år inden for de seneste otte år.

Sidstnævnte har mødt massiv kritik, og i mandagens Politiken vurderer flere jurister, at ydelsen kan være i strid med EU-retten. Ydelsen bør tildeles efter en individuel vurdering og ikke ud fra et firkantet krav om ophold i Danmark i en bestemt periode, lyder det.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: