Pia Kjærsgaard frygter splittelse: »Danmark er ved at knække over«

Den danske sammenhængskraft smuldrer, hadet mod den politiske elite vokser blandt befolkningen og grundpillen i det danske samfund – demokratiet – kan ende med at blive vendt ryggen af danskerne.

Sådan siger Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) i et interview med Berlingske, hvor hun forklarer, at hun frygter, at Danmark er ved at knække over i to – med eliten fra storbyerne, der hylder globaliseringen og det multikulturelle samfund, på den ene side, og provinssamfundene, der føler sig overset, på den anden.

»Jeg synes, Danmark er ved at knække over. Det synes jeg virkelig. Vi er et lille land og burde hænge fuldstændig sammen. Men jeg synes, vi er nødt til at tage alvorligt, at der er en risiko for, at vi kommer til ikke at gøre det længere,« siger hun til Berlingske.

Ifølge den erfarne politiker har flere oprørslignende tilstande det seneste år vist, at der både i Europa og i Danmark er opstået en vrede, som handler om modstand mod den politiske elite, globalisering og indvandring.

Og eksemplerne på udviklingen, hvor befolkningen går imod det etablerede, er ifølge Pia Kjærsgaard mange.

Sidste år fejede danskerne talrige opfordringer og anbefalinger fra et stort politisk flertal i Folketinget til side, da danskerne stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet, mens Alternativet med en anderledes politisk tilgang og med bl.a. løfter om en ny politisk kultur fik et, for mange, overraskende godt Folketingsvalg.

I USA har rigmanden Donald Trump fået stor opbakning blandt amerikanerne i kampen om at blive landets næste præsident, mens briterne senest stemte sig ud af EU trods talrige anbefalinger fra politikerne om det modsatte.

DF vil teste LA’s vilje til strammere udlændingepolitik

Og Pia Kjærsgaard kan godt forstå, hvis en del af den danske befolkning føler sig tilsidesat og derfor reagerer med oprør. For ifølge hende har danskerne været vidne til en »dominerende, rethaverisk og ignorerende« magtelite, som ikke oplever problemerne på egen krop.

»Man mærker ikke, at der er en østeuropæer, der tager ens arbejdsplads. At der er en frygt for at sende sine børn ud i en sen nattetime. At man taber arbejdspladser. Man skal ikke leve med, at der ingen læge er i byen, selv om der virkelig mangler, fordi lægerne kun vil bo i storbyen,« siger hun til Berlingske.

Omvendt mener hun, at »det hele« til gengæld kommer lidt tættere på i de små samfund, hvor konsekvenserne af arbejdsløshed, lukning af sygehuse og husning af flygtninge ifølge hende får nogle danskere til at føle sig ramt og trådt på.

Socialdemokrater kræver, at DF tager stilling til topskat

Overfor Berlingske forklarer Pia Kjærsgaard, at konsekvensen af, at den danske sammenhængskraft ifølge hende svinder ind, kan blive, at færre vil bruge deres stemmeret og at Danmark i sidste ende kan blive splittet i to.

»Jeg er bekymret for, at vi – ikke i morgen, men en dag – bliver to forskellige folk i det lille land, vi er. At der er dem i provinsbyerne, som føler sig meget underkendte, og at der er dem i de store byer, som føler sig meget overlegne,« siger hun til Berlingske.

Folketingets formand peger på, at en løsning kan være flere Folkeafstemninger, som ifølge Pia Kjærsgaard kan være med til at engagere befolkningen og fjerne et signal om, at politikerne »ikke tør« overlade beslutninger til befolkningen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: