Putin og Porosjenko varsler fremskridt for fred i Ukraine

Et møde i Berlin mellem statsledere om situationen i Ukraine er endt med fremskridt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Til stede var Ruslands Vladimir Putin, Tysklands Angela Merkel, Frankrigs François Hollande og Ukraines Petro Porosjenko. Mødet mellem lederne varede i fem timer.

Her blev de blandt andet enige om at trække visse ukrainske styrker og russiske separatister tilbage fra fronten i den hærgede region Donbass.

Lederne er også blevet enige om at mødes i november. Her skal de lave en køreplan for nye forhandlinger om fred i landet.

Her skal man blandt andet forhandle sig frem til en våbenhvile i det østlige Ukraine, der i årevis har været plaget af uro.

Kampene fortsætter på trods af den våbenhvile, der blev aftalt i Minsk sidste år.

I Minsk-aftalen fra 2015 forpligter parterne sig til at indstille alle kampe, trække tunge våben tilbage fra fronten og frigive fanger. Det er ikke sket, og der er frygt for, at aftalen kan bryde helt sammen.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, ser frem til forhandlingerne om en ny aftale i Ukraine.

– Denne køreplan skal sikre, at Minsk-aftalen bliver gennemført og overholdt, siger Porosjenko ifølge Reuters på et fælles pressemøde efter mødet.

Ruslands Vladimir Putin nævner på samme pressemøde også Minsk-aftalen som nøglen til at opnå fred.

Den russiske præsident oplyser desuden, at der er indgået en aftale om, at Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) “udvider sin mission”.

Det østlige Ukraine blev for alvor ramt af vold og sammenstød mellem russere og ukrainere i 2014. Næsten 10.000 mennesker har mistet livet i kampene indtil videre.

Efter mødet mødtes Tysklands Angela Merkel og Frankrigs François Hollande med Vladimir Putin. Her diskuterede de blandt andet Ruslands støtte til Syriens præsident, Bashar al-Assad.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: