Radwanska stoppede Wozniackis gode stime i Kina

Caroline Wozniacki har været i storform på det seneste med blandt andet turneringssejr i Japan i sidste uge, men onsdag knækkede succesbølgen – i hvert fald for en stund.

I ottendedelsfinalen ved WTA-turneringen Wuhan Open i Kina måtte danskeren se sig besejret af den tredjeseedede polak, Agnieszka Radwanska, med 4-6, 2-6.

Wozniacki førte ellers 9-4 i indbyrdes opgør inden kampen og vandt senest, de to spillere mødtes i Japan i sidste uge.

Den danske tenniskvinde fik en skrækkelig start på kampen. Spillet hang slet ikke sammen, Radwanska dominerede og på mindre end et kvarter havde polakken taget en føring på 4-0.

Femte parti blev et lille lysglimt set med danske øjne. I et tæt parti lykkedes det Wozniacki at bryde Radwanska til 1-4, men der var måske en grund til, at spillet ikke flød for hende.

Efter servegennembruddet måtte Wozniacki have fysioterapeuten tilkaldt for at behandle hende for nakkesmerter.

En håndfuld minutters behandling så ud til at give pote, for kampens momentum skiftede fuldstændig.

Storspil fra Wozniacki gav yderligere tre danske partier på stribe og gjorde det til 4-4, inden den tredjeseedede polak fik sat en prop i ved at holde serv til 5-4.

I pausen ved sidebyttet modtog Wozniacki igen lidt behandling, men denne gang var der ingen magisk effekt at hente. Tværtimod.

Wozniacki blev blæst omkuld i eget serveparti af Radwanska, og så var sættet polsk med 6-4.

Det var generelt en ujævn kamp. Ikke fordi spillet var dårligt, men fordi spillerne skiftedes til at have overtaget.

Duften af polsk sejr begyndte at kunne fornemmes, da Radwanska brød Wozniacki til 4-2 i andet sæt. Og da danskeren efterfølgende misbrugte to muligheder for at bryde tilbage, mistede hun troen på at kunne vende det.

Radwanska lukkede kampen med endnu et servegennembrud.

I kvartfinalen venter russeren Svetlana Kuznetsova, som overraskende sikkert besejrede Venus Williams med 6-2, 6-2 i ottendedelsfinalen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: