Randers vandt “det forbudte skiftes” kamp i Aarhus

Maurice Johnston gjorde det i 80’erne, da han med et pennestrøg smadrede et tabu i Glasgow og underskrev en kontrakt med protestantiske Rangers, selv om han havde spillet i katolske Celtic et par år forinden.

En kvintet af Randers FC-folk har gjort det de sidste par år: brudt et fodboldkodeks med det ’forbudte’ skifte. Mens Johnstons ’synd’ havde religiøse undertoner, er det nok snarere bare en art lokalpatriotisme, der er i spil for kronjyske fans, når de tænker på direktøren, sportschefen og de tre spilleres overgang til AGF.

Men måske ikke helt for klubben. Op til søndagens derby lancerede den nemlig en quiz på sin Facebook-side, hvor der kunne vindes to spillertrøjer, som Kasper Junker og Mustafa Amini, der begge skiftede til AGF inden denne sæson, bar i kamp for Randers FC i den forgangne, hvis der blandt flere transferspørgsmål kunne svares rigtigt på, hvilken ’anfører’ Judas forlod, dengang disciplen efter sigende skiftede hold omkring år 30.

Horsens forhindrede bedste Brøndby-start i mere end ti år

Skulle præmien ikke have interesse, kunne den veksles til en stadionpølse over sidste salgsdato, den tidligere Randers FC- og nuværende AGF-direktør Jacob Nielsens forældede visitkort eller en af målmændenes brugte skridtbeskyttere. Så havde klubben vist også tilkendegivet, hvad den mente om d’herres karrierevalg.  

Selv om Randers FC sejrede 2-1 efter mål af Joni Kauko, Mikael Ishak og Dzhamaldin Khodzhaniazov, fyldte Amini godt i billedet. Eller rettere: hans hårpragt, med hvilken han, som en fan bemærkede det, notorisk er offside. AGF-shoppen solgte nemlig mikrofonparykker á la australierens som modspil til Judas-quizzen.     

FCM-lejr skyder Rafael van der Vaart historie ned

Så det føltes næsten som at være til Cartoons-koncert med en flok desillusionerede tegneserietilhængere, da Aarhus Stadion bevidnede randrusianernes 1-0-scoring. Kasper Fisker lagde et udadskruet hjørnespark ind til Mads Fenger, som forlængede det med hovedet til Joni Kauko, der ligeså pandede bolden i kassen.

Inden da var gået 25 ondskabsfulde minutter, hvor begge mandskaber nærmest satte flere skulderskub og glidende tacklinger ind, end de satte afleveringer sammen. Bedst eksemplificeret efter 10 minutters spil, da Randers FC-anfører Mads Fenger flæskede Kasper Junker i en ganske ufarlig position langs sidelinjen. 

Selvsamme Junker følte sig igen hårdhændet behandlet efter en halv time, da den unge angriber appellerede for at have fået hænder i ryggen i feltet, men dommer Michael Johansen afviste i Jesus-positur pure.  

En dødbold blev Randers FC til gengæld tildelt efter 36 minutter, da Dzhamaldin Khodzhaniazov løb Mikael Ishak ned. Svenskeren tog sig selv af frisparket, som han bankede fladt igennem AGF-muren til 2-0.

Standardvåbnet var imidlertid også skarpladt hos gymnastikforeningens repræsentanter. Inden pausefløjt kom Dzhamaldin Khodzhaniazov således højest på et hjørnespark og headede reduceringen i nettet.

Sejrsløse Sønderjyske tabte hjemme til oprykker

Scoringen gav AGF et skud optimisme til anden halvleg, i hvilken der hverken manglede løbevilje eller fight hos hjemmeholdets spillere, men derimod idéer. Et resultat af, at de centrale midtbanefolk ikke vidste, hvad de skulle gøre med bolden, blev, at Kasper Junker alt for mange gange løb sig i offside-position.

Spillet hos Randers FC var heller ikke berusende, men gæsterne scorede på en dødbold mere end AGF, hvilket altså var nok til at hjemtage sæsonens første ligasejr, mens AGF indkasserede det første nederlag.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: