Regeringen vil bruge kvart milliard mod parallelsamfund

Regeringen skærper kampen mod de såkaldte parallelsamfund i Danmark.

Rustet med 250 mio. kroner skal social kontrol og radikalisering bekæmpes.

Det foreslår regeringen torsdag i et oplæg til dette års satspuljeforhandlinger.

“Regeringen ønsker et opgør med parallelsamfund,” siger udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Derfor vil regeringen nu sætte markant ind og øremærke 250 mio. kroner til en bred indsats mod social kontrol, radikalisering, religiøs tvang og de øvrige negative tendenser, der præger parallelsamfundene.”

“Det skal blandt andet være lettere at få hjælp til at flygte fra undertrykkelse.”

Som en del af udspillet foreslår regeringen en exitpakke.

Den skal sørge for omgående hjælp for kvinder, børn og unge, der oplever “stærk social kontrol, vold og anden undertrykkelse.”

“Den undertrykkende adfærd, vi ser i parallelsamfundene, er dybt uacceptabel. Vi skal ikke acceptere, at kvinder ikke kan slippe ud af et voldeligt ægteskab, eller at forældre påtvinger deres børn et indskrænket livssyn og forsøger på at styre deres liv,” siger Inger Støjberg.

Samtidig vil regeringen sætte ind over for “den misforståede berøringsangst, hvor lærere, pædagoger, sundhedspersonale og den almindelige borger er tilbageholdende med at gribe ind over for den undertrykkelse, der udspiller sig i parallelsamfundene,” lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: