Risiko for otte børn pr. voksen i vuggestuen

I gennemsnit passer de ansatte i Aarhus Kommunes vuggestuer 3,3 børn i løbet af en arbejdsdag. Men selv om det lyder som en rimelig normering, så dækker tallet over enorme udsving hen over dagen. I tidsrummet mellem kl. 12-14.30 kan fordelingen nogle steder være en voksen til godt 8 børn, viser en stikprøveundersøgelse lavet af Børn og Unge i Aarhus Kommune i år. Fagforeningen FOA Århus, som organiserer pædagogmedhjælperne i institutionerne, er bekymret.

»Eksperter anbefaler én voksen per tre børn i vuggestuealderen, så undersøgelsen viser, at der er problemer. Der er kæmpe store forskelle på, hvor mange voksne, der er til børnene i byens vuggestuer. Dermed ved forældre ikke, hvad de får af pasning, når de afleverer deres børn i institution,« siger Mette Fuglsig Schjødt, næstformand i FOA Århus, som har været med til at tilrettelægge undersøgelsen sammen med bl.a. Dagtilbudslederforeningen i Aarhus og Århus Forældreorganisation.

I den lokale undersøgelse, som omfatter 30 vuggestuer og integrerede institutioner, har man bedt institutionerne fortælle, hvor meget de voksne ikke er sammen med børn i løbet af en arbejdsdag. Svarene fra de medvirkende institutioner er, at medarbejderne i gennemsnit bruger 21 pct. af deres dag på andet end tid med børnene.

»Det betyder, at det rigtige billede er, at der er 4,2 børn i snit pr. voksen. Det er en meget væsentlig forskel, fordi ét ekstra barn er rigtig meget, når de er så små. Gennemsnitsnormeringen i institutionerne er alt for høj,« siger Mette Bach Larsen, formand for Århus Forældreorganisation.

Både forældre og medarbejdere peger på, at dårlig normering kan skade børnene.

Organisationer: Kvaliteten i vuggestuerne svinger for meget

»Det er uansvarligt, at der er så få voksne pr. barn. Der er simpelthen ikke voksne nok til at stimulere børnene og hjælpe dem med at skabe relationer og venskaber,« siger Mette Fuglsig Schjødt, FOA Århus.

Ifølge FOA og Århus Forældreorganisation bør politikerne tage undersøgelsen med til de kommende budgetforhandlinger for 2017, som for alvor går i gang på rådhuset i weekenden. Børnerådmanden afviser.

»Jeg vil arbejde for, at vi som byråd kan være med til at ansætte flere medarbejdere i dagtilbuddet for de 0-2-årige. Men det kommer ikke til at ske i disse budgetforhandlinger, men først i 2018,« siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Børn og Unge.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: