Rusland indkalder sikkerhedsråd til hastemøde efter angreb

Rusland indkalder til hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd efter et angreb mod en syrisk militærbase, der angiveligt er udført af den amerikanskledede koalition.

– Den russiske FN-ambassadør er blevet bedt om at indkalde til et hastemøde i sikkerhedsrådet om denne situation, siger den russiske udenrigsministers talskvinde Maria Zakharova til den russiske tv-kanal Rossia-24 ifølge AFP.

Talskvinden gør det klart, at Rusland forventer en fuld forklaring fra USA, der skal fremføres for sikkerhedsrådet.

Angrebet, som ifølge de russiske myndigheder har kostet 62 fra den syriske hær livet, var rettet mod det syriske militærs positioner ved Deir al-Zor i det østlige Syrien.

Pentagon: Koalitionen kan have bombet Assads base

Anklagerne er ikke blevet afvist af USA.

– Koalitionsstyrkerne troede, at de angreb en af Daesh’ kamppositioner, skriver Pentagon i en meddelelse.

Daesh er en anden betegnelse for Islamisk Stat.

– Koalitionens luftangreb blev stoppet omgående, da embedsmænd i koalitionen blev informeret af russiske embedsmænd om, at det var muligt, at det mandskab og de køretøjer, der var målet, var en del af det syriske militær, fortsætter Pentagon.

Samtidig siger en anonym kilde i det amerikanske militær ifølge Reuters, at det er “rimelig sikkert”, at angrebet er blevet foretaget af USA.

Ifølge Reuters er det også sandsynligt, at FN’s Sikkerhedsråd vil følge Ruslands anmodning og mødes. Det siger anonyme diplomater ifølge nyhedsbureauet.

Rusland: USA-koalitionen har bombet Assads styrker

Syriens udenrigsminister har opfordret FN’s Sikkerhedsråd til at fordømme det, de kalder “den amerikanske aggression” og kræver, at USA skal respektere Syriens suverænitet, siger ministeriet i en meddelelse, der er bragt i landets statsejede medie.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and