Ryd Tivoli for zombier til Halloween

Zombiespillet

Intertisement
Gratis via Tivolis app, der kan downloades til iOS og Android.

Da jeg var lille, var vi i Tivoli cirka én gang om året, og når vi var derinde, var der ikke ét sekund at spilde: Mine brødre og jeg fik et turbånd om håndleddet og spænede derefter ekstatisk rundt fra forlystelse til forlystelse for at nå så mange ture som muligt, mens vi undrede os over de meget mærkelige voksne, der hellere ville sidde og drikke rødvin i timevis nede ved søen.

Nu er jeg selv blevet mærkelig voksen og kan pludselig sagtens forstå det der med søen. Mine bedste ture i Tivoli har nu oftest noget med mad, vin eller teater at gøre, måske lige krydret med en enkelt tur i Dæmonen.

Men selvom en gåtur gennem Tivoli er blevet noget, jeg gør betydeligt oftere end da jeg var lille, og med knapt så intens rutsjebane-iver, er det stadig lidt magisk at bevæge sig rundt mellem de tusindvis af kulørte lamper og hyggelige boder, akkompagneret af folks entusiastiske hvin fra karrusellerne. Jeg har fortsat fornemmelsen af at være et særligt sted.

Og derfor er det lidt mærkeligt at gå rundt inde i Tivoli med blikket stift rettet mod skærmen på min mobiltelefon. Men det er, hvad jeg er nødt til at gøre for at teste Tivolis nye forlystelse: Det digitale mobilspil Zombiespillet.

Zombiespillet blev lanceret på Tivolis første åbningsdag i efterårssæsonen og kan spilles resten af sæsonen, dvs. de næste to uger.

Det er et augmented reality-spil og fungerer ligesom Pokémon Go: Zombierne dukker op i tre forskelige zoner inde i Tivoli, og du kan kun se dem via din mobiltelefon. De angriber i flok fra flere sider af gangen, og du skal ramme dem med et veltimet skud med din armbrøst, der sender græskar afsted mod de fremvaklende angribere.

Jeg står klar med min græskar-armbrøst, men har ikke opdaget zombien lige bag mig.

Men hvorfor dukker der pludselig zombier op i Tivoli? Fordi Tivoli er bygget på den mørke muld uden for Københavns gamle volde, hvor forheksede kræfter hærgede, når byens porte smækkede i og lyset forsvandt, lyder det fra fortællingen i indledningen af spillet. Og én gang om året vender mørket tilbage og truer lyset og glæden i den gamle have. Så er det, man må træde til med sin græskar-armbrøst.

De tre zombiezoner ligger i nærheden af henholdsvis Pirateriet (sørøverskibet i søen), Himmelskibet og Grøften, og når man har ryddet den ene zone, kan man rykke videre til de to næste (i sit eget, selvvalgte tempo). Jeg nåede ikke at opleve sejrens sødme ved at rydde samtlige zoner, for ved hver gennemspilning blev jeg overmandet af levende døde i den tredje zone. Mængden af zombier, der angreb samtidig, blev simpelthen for heftig. Både i første, andet og tredje forsøg.

Jeg bilder mig ind, at jeg havde fået skovlen under spillet, hvis jeg havde taget en tur eller to til. Måske tre. Og jeg synes, det er rigtig fint, at sværhedsgraden på den sidste bane ligger på et niveau, hvor man ikke kan klare sig med en henkastet indsats, men må give zombierne fuld opmærksomhed. Og så alligevel fejle et par gange. Jeg har i hvert fald lyst til at drible ind forbi og give alle tre zoner et skud til.

Spilanmeldelse Døden venter i verdens mest skumle forlystelsespark

I denne omgang måtte jeg nøjes med en andenplads på listen over aftenens bedste zombiejægere. Da jeg cyklede forbi aftenen efter og åbnede app’en for at tjekke min placering. var jeg dog allerede røget ud af Top 40. Så der er kamp om pladserne i toppen.

Zombiespillet er skabt af det danske firma Intertisement, der også laver augmented reality-løsninger til bygge- og anlægsbranchen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: