S er åben for granskning af Corydons Dong-salg

Statsrevisorerne overvejer nu at lade Rigsrevisionen undersøge, om dele af Dong Energy i 2014 blev solgt for billigt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Det skriver Information.

Mens Statsrevisorernes formand, Peder Larsen fra SF, afviser behovet for en undersøgelse af Dong-salget, så er Socialdemokraternes statsrevisor, Lennart Damsbo-Andersen, åben over for en granskning.

“Jeg synes, at vi skal bede Rigsrevisionen se på, om man kan undersøge salget – og hvordan en sådan undersøgelse kunne se ud,” siger Lennart Damsbo-Andersen til Information.

“Nogle gange har vi jo set eksempler på, at det ikke giver mening af undersøge noget. Eller også giver det rigtig god mening. Det billede må vi først have,” siger han.

Peder Larsen mener ikke, at en undersøgelse giver mening.

“Det kan godt være, at der er andre i SF, som er kritiske. Men jeg ved, hvad jeg mener, og jeg mener også, at jeg har mere indsigt, end de fleste SF’ere har på det punkt. Man må bare konkludere, at det ikke er nemt at tage stilling til, om det er den rette kurs eller ej,” siger han til Information.

Siden staten solgte ud af sin ejerandel af Dong, er selskabet blevet børsnoteret og dets værdi mere end fordoblet.

Og det er den kendsgerning, der ifølge Information har fået Enhedslisten tidligere mangeårige finansordfører, Frank Aaen, til at rette henvendelse til Statsrevisorerne om en undersøgelse.

De seks medlemmer af Statsrevisionen skal på et møde tirsdag drøfte henvendelsen.

Det var den daværende socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, der stod for salget. Corydon har siden forladt politik til fordel for en toppost hos det internationale konsulentfirma McKinsey.

Statsrevisorerne fungerer som et såkaldt kollegium, så de tilstræber at være enige, både når de afgiver bemærkninger til beretninger, og når de anmoder Rigsrevisionen om at undersøge et område. Det betyder, at hvis blot en enkelt af statsrevisorerne ønsker en undersøgelse, modsætter de andre sig ikke en sådan, skriver Information.

/ritzau/

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: