S og DF danser pardans forud for et politisk »knald eller fald-efterår«

Endnu en gang gør Socialdemokraterne tilnærmelser til Dansk Folkeparti. Denne gang er det i forhold til spørgsmålet om skattelettelser, at de to partier muligvis kan få et samarbejde stablet på benene.

Opfordringen til samarbejdet kom søndag fra den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen i Berlingske. Udmeldingen kommer forud for efterårets store forhandlinger om 2025-planen, som bl.a. involverer en skattereform.

Mette F. bejler til Dansk Folkeparti om politisk parløb

Et højdramatisk politisk efterår nærmer sig, lyder det fra Jyllands-Postens politiske analytiker Marchen Neel Gjertsen.

»Mette Frederiksen varmer op til forhandlingerne ved at række hånden ud til Dansk Folkeparti og sige “skulle vi ikke rotte os sammen hertil efteråret?”, og det gør hun fordi, at de to partier er enige om rigtig meget i det her forløb. Blandt andet at det ikke skal gives topskattelettelser«.

I stedet skal pengene bruges på velfærd og uddannelse, mener Mette Frederiksen. Og det er sød musik i Dansk Folkepartis ører.

»Vi synes, det er positivt, at Socialdemokraterne melder sig som et af de partier, der vil tage et medansvar,« siger DF-gruppeformand Peter Skaarup til Berlingske.

Liberal Alliance står fast på trusler: Valg eller lavere topskat

I løbet af det seneste år har de to partier arbejdet sammen om en række punkter, bl.a. dagpengereformen, oprettelsen af statslige flygtninge landsbyer og senest Togfonden DK.

Derfor kommer Socialdemokraternes håndsudrækning på skatteområdet ikke som en overraskelse for Dansk Folkeparti, fortæller Marchel Neel Gjertsen, der påpeger, at “duoen” har et stort potentiale.

»Hvis de to partier bliver enige om noget, så kan de sådan set diktere hovedlinjerne. Hvis Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne nægter topskattelettelser, jamen, så er der ikke noget flertal for det. Og så kan alle andre partier true, skrige og kræve lige så meget, som de vil.«

Men ingen topskattelettelser inden nytår, ingen regering. Så kontant er udmeldingen fra Liberal Alliance.

»Lars Løkkes problem er, at hvis Dansk Folkeparti holder fast i, at alle forhandlinger om 2025-planen skal foregå i samarbejde med S, så har han Anders Samuelsen på den anden side, som står med valgtrusler. Og det er statsministerens hovedpine,« siger Marchen Neel Gjertsen og tilføjer:

»Efteråret er derfor blevet udråbt til det helt store politiske drama. Et knald eller fald-efterår.«

2025-planen forventes præsenteret inden for den næste måned, hvor regeringen samtidig vil løfte sløret for udspillet af en ny finanslov.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and