S og DF vil undgå forhastet aftale om pensionsopsparing

Det er vigtigt for Folketingets to største partier, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at undgå hastværk, når det skal besluttes, om danskerne skal tvinges til at spare op til deres egen pension.

Torsdag mødes partierne for at diskutere den del af regeringens såkaldte “helhedsplan”, som handler om tvungen pensionsopsparing.

Regeringen lægger i sit store 2025-udspil op til, at alle danskere skal spare op til pensionen. Ifølge regeringen er det en ting, 750.000 danskere for nuværende ikke gør.

“Det er den rigtige diskussion at tage. Så må vi se, hvor det ender,” siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

“Men for nogle kan det i dag ikke betale sig at spare op på grund af de modregningsregler, vi har. Det bliver ikke bedre af at lave en tvungen pensionsopsparing. Det er ikke noget, man forhastet træffer beslutninger om.”

Samme melding kommer fra Socialdemokratiet.

“Vi skal sikre, at folk med lave indkomster har en fordel ved at spare op til deres egen pension,” siger partiets finansordfører Benny Engelbrecht (S).

“Vores bekymring er, at regeringen vil træffe forhastede beslutninger, som har afgørende indflydelse på denne og kommende generationers opsparing til deres egen pension. Det skal man virkelig passe på med,” siger han.

Benny Engelbrecht mener, at der kunne have været fundet en løsning på en ny pensionsmodel i en pensionskommission, som den tidligere SR-regering oprettede. Den blev nedlagt af den nuværende regering.

Regeringens plan indeholder en række tiltag, der skal gøre det mere attraktivt at spare op – ikke mindst sent i arbejdslivet.

Samtidigt vil regeringen indføre et lovkrav om, at alle sparer to pct. af deres indtægt op til pensionen.

Derudover har regeringen blandt andet også foreslået at fremrykke hævelsen af pensionsalderen med et halvt år.

/ritzau/

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: