Skrantende enlige mænd presser kommunerne

Flere ældre mænd må klare det alene, når der skal gøres rent og laves aftensmad.

Antallet af enlige mænd over 65 år er nemlig steget kraftigt.

Ifølge en opgørelse fra Momentum, der er Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, er gruppen af ældre mænd, der bor alene, steget med 41 procent de seneste 25 år.

Antallet af ældre danskere er i samme periode steget med 34 procent, mens der i dag hverken er færre eller flere enlige, ældre kvinder i Danmark sammenlignet med i 1990.

Udviklingen kan presse både kommunerne og sundhedsvæsenet, skriver Momentum.

Ældre, enlige mænd har således dårligere helbred og er generelt mere udsatte end deres jævnaldrende, der bor sammen med en partner.

For eksempel går enlige – både mænd og kvinder – oftere til lægen, de kommer oftere på skadestuen og bliver hyppigere indlagt på sygehuset.

At der bliver flere enlige mænd over 65 år, kommer ikke som en stor overraskelse for formanden for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov (S).

Men han understreger, at kommunerne skal holde øje med udviklingen.

– Det skal vi kunne håndtere, men når det handler om enlige ældre mænd og kvinder, er den vigtigste pointe, at de er nødt til at forberede sig på den tid, hvor de skal bo alene, hvis partneren dør eller kommer på plejehjem, siger han til Momentum.

Ofte vil kommunale medarbejdere være meget til stede i hjemmet, hvis eksempelvis en ældre kvinde nærmer sig livets afslutning.

Og så kan det føles som et tab for hendes enkemand, når hustruen dør, og hjemmehjælperen eller sygeplejersken ligeledes “forsvinder” fra hjemmet, påpeger Thomas Adelskov.

– Derfor handler det om i god tid at sikre sig et netværk og deltagelse i nogle aktiviteter, så man holder sig selv rask og rørig, siger han.

Stigningen i antallet af enlige mænd over 65 år bliver hovedsageligt forklaret med, at mænds middellevetid er steget mere end kvindernes.

I 1990 blev danske mænd i gennemsnit 72,2 år. I 2015 blev de i gennemsnit 78,6 år. For kvindernes vedkommende steg den gennemsnitlige levetid fra 77,8 år til 82,5 år.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: