Socialister ventes at afslutte regeringskrise i Spanien

Spaniens socialister ventes søndag at bane vej for, at det konservative PP-parti kan blive taget i ed til en anden regeringsperiode, hvormed landets ti måneder lange regeringskrise vil blive afsluttet.

Den politiske krise, der er uden fortilfælde i det moderne Spanien, har medført politisk handlingslammelse i parlamentet og landets andre politiske institutioner. Desuden har krisen skadet den spanske økonomi.

Over 250 medlemmer af Socialistpartiet mødes for at drøfte, hvorvidt de skal afholde sig fra at stemme ved en ny tillidsafstemning i parlamentet i næste uge.

Hvis de ikke stemmer, vil den fungerende konservative premierminister, Mariano Rajoy, kunne indlede en anden regeringsperiode.

Lederen af de spanske socialister, Pedro Sanchez, gik af tidligere i denne måned, hvilket har banet vej for et tøbrud i parlamentet.

Sanchez trak sig, efter at en stor del af omkring 300 medlemmer af hans parti ved et møde i Madrid gik imod hans linje.

Sanchez havde stået fast og blokeret for en ny regering under ledelse af det konservative PP-parti, der ved valgene har fået flest stemmer, uden at det dog har fået et klart flertal i parlamentet.

Rajoy har på grund af den spegede sammensætning i parlamentet været tvunget til at forhandle om at danne en mindretalsregering. Den blev dog ikke godkendt i parlamentet i september.

Socialisterne har imidlertid været præget af tiltagende splittelse i de seneste måneder.

Modstanderne af Sanchez ønsker, at socialisterne skal bruge deres 85 mandater i parlamentet til at løse op for den fastlåste politiske situation og tillade, at Rajoy danner regering.

De socialistiske parlamentarikere skal ikke stemme for en konservativ regering men blot undlade at stemme ved tillidsafstemningen, lyder det fra Sanchez-modstanderne.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: