sognepræst emeritus: Grundtvigianisme har mindre at gøre med Grundtvig end amerikansk olie med Amerika

Det ville være fint, hvis JP, når avisen endelig interesserer sig for folkekirken, præsterede en alsidig og analytisk journalistik, som den har for vane i andre sager. Under en tegning (25/9) anføres det, at »den kirkelige højrefløj er i opblomstring, men flere biskopper advarer om, at det kan skade folkekirken”. Hvorfor? Og hvorfor er det interessant, hvad biskopper mener, og ikke hvad kordegne eller kirketjenere eller jævne kirkegængere mener?

Med en enkelt undtagelse er der blandt landets 10 biskopper ingen med nogen faglig (teologisk) ballast, ikke en eneste dr.theol., men derimod indtil flere socialpietister og miljømagikere, der prædiker godhed, tolerance og grøn kirke før kristendom. Og de er så forfængelige, at enhver, der ytrer bare et lille kritisk pip, indkaldes til tjenstlig samtale med påfølgende advarsel, og hvad deraf kan følge.

Københavns biskop mener overraskende, at sandheden er at finde i moskéen, »hvor skønheden og sandheden er i centrum«, skønt han ifølge sit præsteløfte er forpligtet til »at bekæmpe sådanne lærdomme, som strider imod kirkens bekendelse« og derfor til at forkynde – ikke moskéen, men ham, der om sig selv sagde: »Jeg er vejen, sandheden og livet.«

Først som kirkens venstrefløj

For en del år siden udtalte en af de grundtvigske chefideologer, domprovsten i Århus: »Kan vi leve med, at højrefløjen bliver dominerende i folkekirken?« Det mener biskopperne åbenbart ikke, at ”vi” kan, og domprovsten forklarede, at »højrefløj kunne godt være tidehvervsfolk. Det er også Indre Mission og Luthersk mission.« Hermed har vi forvirringen over venstre og højre i folkekirken.

Fra grundlæggelsen i 1926 har Tidehverv været fordømt (og forfulgt) som kirkens venstrefløj, mens missionen er noget for sig selv og ikke nogen fløj. Skandalen – medvirket af biskoppen – vedr. den tidehvervske Marie Høghs ansættelsessag i Berlin er i frisk erindring. De grundtvigske har altid gjort sig til af deres ”frisind”. Ganske gratis, for det er aldrig praktiseret.

Langt større frisind

Jeg er vokset op i et missionsk præstehjem i 1950’erne, og der var langt større frisind hjemme hos os end hos min fars grundtvigske kolleger. Og husk lige, at det var en grundtvigsk ”høvding”, der i 1960’erne sagde om en afrikansk præst, der var blevet ansat ved en kirke i Århus: »Gud spiller ikke på sorte tangenter i Danmark.«

I 2015 ønskede beboerne på plejehjem i Ribe Stift fortsat at betjenes af mandlige præster. Men den frisindede biskop, der i en stribe bønner er Grosbøll-ateismens medløber, nedlagde forbud mod, at plejehjemmet blev betjent som andre, bad provsten afvikle dets turnusordning og nægtede præster, der betjente det, kørselsgodtgørelse.

Ikke kun søgte biskoppen, hvis ”klamme” flygtningebøn blev missioneret af kollegaen på Fyn, at nægte beboerne evangeliets trøst, men stupidt søgte han samtidig at ramme præster på det, som for grundtvigianere er det vigtigste i verden – pengepungen – i den tro, at præster – som han selv åbenbart – har større tiltro til gud mammon end til Jesus Kristus. Grundtvigsk frisind!

Maskepi med et parti

”Grundtvigsk Forum”, som engang hed ”Kirkeligt Samfund”, har indledt en maskepi med Det Radikale Venstre og inviterer folketingsgruppen til kaffeslabberas i førerbunkeren Vartov, hvor partiets førende sob sister Zenia Stampe fik en åndelig blodstyrtning ved at høre et vers af Grundtvig, og hvor den grundtvigske formand energisk støttede udviste irakiske asylsøgeres selvsagt ulovlige besættelse af Brorsons Kirke i 2009.

I min tid som præst skulle jeg to gange have en ny kollega og én gang en efterfølger. Jeg læste samtlige ansøgninger igennem. En besynderlig oplevelse: Et par stykker fremhævede teologisk engagement eller lidenskab, mens flertallet derimod ytrede en glødende iver for børn, mødre- og sorggrupper, meditation, retræte og alt muligt gøgl (technogudstjenester) i kirken.

Rent mundsvejr

En del ansøgere opsøgte mig, jeg spurgte til deres kirkelige eller teologiske holdning, og svaret var som regel, at de var ”grundtvigske”. På spørgsmålet, om de havde læst Grundtvig eller skrevet opgave om ham, var svaret: »Neeej, men de holdt meget af hans salmer og gik meget ind for ”Jesu kærlighedsbudskab”«.

Men det var rent mundsvejr. Ikke en af de utallige ”grundtvigske” ville jo turde offentligt at istemme Grundtvigs bøn til Helligånden: »Du, som af den liden flok’,/ svag og bly og bange nok,/ gjorde kæmper stærke,/ skab nu og af os en hær,/ som tør svinge åndens sværd/ under korsets mærke.« Det er jo nationalisme.

Den højrefløj, der blomstrer op og hærger det kirkelige landskab, er nem at identificere: Det er den slatne, selvfede, bredbagede og magtbegærlige grundtvigianisme, der har mindre at gøre med Grundtvig end amerikansk olie med Amerika. Men det bekymrer ikke biskopperne, tværtimod: De er selv blandt højrefløjens skadevoldere.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: