Stifter og topchef forlader dansk iværksætter-eventyr

Iværksættervirksomheden Bownty skal for første gang i sin levetid på udkig efter en ny topchef. 

Det står klart, efter medstifter og adm. direktør Steffen W. Frølund har opsagt sin stilling pga. uenighed om den fremtidige strategi. 

“Efter at have tilbragt seks utrolige år med at bygge Bownty, besluttede jeg for nylig at aflevere min opsigelse. For første gang nogensinde var vi blandt stifterne uenige om den fremtidige retning. Og da vi ikke kunne nå til enighed om et meningsfuldt kompromis, besluttede jeg, at et nyt talent i spidsen for Bownty var det rigtige for virksomheden,” skriver Steffen W. Frølund i et blogindlæg på Linkedin. 

Bownty lever af at sælge kupontilbud på nettet og oplyser i sit seneste regnskab, at mere end 2,6 mio. personer i Europa modtager nyhedsbreve fra virksomheden. 

Koster penge 

Vokseværket fik sidste år en investorklynge med bl.a. venturefonden Seed Capital til at skyde 25 mio. kr. i Bownty. 

I dag er Bownty med egne ord størst på området i Europa og på niveau med de dominerende konkurrenter i resten af verden. Men udbygning af forretningen har haft sin pris. 

Sidste år landede man således et underskud på 9,4 mio. kr. mod et tab på 418.610 kr. i 2014. Bownty forventer dog selv at blive cash flow-positive, når pengene fra den førnævnte kapitalindsprøjtning er blevet investeret i forretningen. 

Starter forfra 

Hvad angår Steffen W. Frølund, er han allerede på udkig efter nye udfordringer. 

“Jeg er stille og roligt begyndt at lede efter mit næste eventyr. Der er blevet sat nogle interessante ting i gang, men jeg vil bruge de næste par uger på at nyde sommeren med min familie, før jeg vender tilbage til arbejdslivet. Jeg vil med glæde drikke kaffe og mødes til en uformel snak med mennesker og virksomheder med store ambitioner. Lad mig vide, om I er en af dem,” skriver han. 

Han understreger samtidig, at bruddet med Bownty er sket i fred og fordragelighed. 

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: