Stresshøring skal sikre ensartede behandlingstilbud

Løbetræning, psykologsamtaler, mindfulness, gruppeterapi, kostvejledning, krystalterapi, kognitiv terapi, kultur på recept. Eller ingen behandling.

Der er enorm forskel på, om stressramte danskere tilbydes behandling, og hvis de får tilbudt behandling, er der typisk ingen dokumentation for, at den virker.

Det skal der ændres på, mener Socialdemokraterne, der nu tager initiativ til en stressbehandlingshøring på Christiansborg med henblik på at få indført nationale kliniske retningslinjer for stressbehandling.

»Der er et meget stort behov for ensartede retningslinjer for, hvordan man skal behandles, når man får stress. I dag er det meget forskelligt, om stressramte overhovedet får et behandlingstilbud fra deres kommune, arbejdsplads, sundhedsforsikring etc., og hvad det tilbud så går ud på. Og ofte aner man ikke, om tilbuddene har en effekt, for det er aldrig blevet undersøgt,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der er socialordfører og formand for Folketingets socialudvalg.

Hun mener, at staten skal spille en meget mere aktiv rolle med hensyn til at sørge for, at de tilbud, man giver mennesker, der er syge med stress, er ensartede og videnskabeligt dokumenterede – akkurat som når det handler om somatiske sygdomme.

Overladt til sig selv

»Hvis vi har en fysisk sygdom, ved vi alle præcis, hvad der skal ske, hvad enten det handler om at ringe til vagtlægen, tage på skadestuen eller få en behandlingsplan af lægen. Men rigtig mange stressramte er overladt til sig selv og ved ikke, hvor de skal henvende sig. I nogle kommuner får de måske tilbudt krystalterapi, mens de i andre får tilbud om løbetræning eller terapi,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Psykiatere: En fejl at sygemelde stressramte – ro gør det kun værre

Målet med stressbehandlingshøringen er ifølge hende at samle viden og få eksperter, forskere og sundhedsministeren til at give deres bud på, hvordan nationale retningslinjer på området bør udformes. Hun mener, at der er god inspiration at hente i Københavns Kommune, der har åbnet fem stressklinikker med gratis og evidensbaseret behandling til stressramte borgere.

Varierende kvalitet

Kun ca. hver anden kommune har tilbud til stressramte, og de tilbud, som findes, er af meget varierende kvalitet, bekræfter forskere og eksperter, som hilser stressbehandlingshøringen velkommen.

Stressbehandling

  • Hver dag er der ca. 35.000 danskere, som melder sig syge fra jobbet pga. stress.
  • Omkring hver syvende dansker oplever ifølge en række undersøgelser tegn på stress.
  • I Københavns Kommune tilbydes stressramte et ni-ugers stressbehandlingsprogram, der er baseret på meditation samt fysiske, psykiske og sociale øvelser.
  • Programmet har dokumenteret effekt på stress.
  • Stress skønnes at koste 14 mia. kr. om året i form af sygefravær, tidlig død og sygehusudgifter.

»Der er kun én ting at gøre, og det er at opprioritere fagligheden. Der er hårdt brug for forskning i stressbehandling, så man løbende kan udvikle behandlingstilbud, som vi ved virker. Meget stressbehandling i dag foregår bare løst og fast. Rundt omkring i landet behandler folk stress uden at være uddannet til det og uden at bedrive forskning,« siger cand.psyk. og leder af Center for Psykisk Sundhedsfremme Christian Gaden Jensen.

Han forsker i stressbehandling og har i samarbejde med bl.a. Harvard University udviklet stressbehandlingsprogrammet Åben og Rolig, der nu er indført som tilbud i både København og Aalborg kommuner.

Han peger på, at fagforeninger, pensionskasser, kommuner og arbejdspladser i disse år bruger et væld af penge på at rulle tiltag ud på området.

Udviklet på tro

»Men ofte ved man ikke, om de mange initiativer virker og gør folk raske. De er måske udviklet hen over et par møder og ud fra, hvad folk lige synes og tror, der kunne hjælpe stressramte,« siger Christian Gaden Jensen.

Også forsker ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet Yun Ladegaard hilser initiativet velkommen.

»Vi skal selvfølgelig have evidensbaseret stressbehandling herhjemme. Det er et kæmpeproblem, at de, der i dag er syge af stress, ofte skal overveje, om de har råd til selv at betale for behandling, og om den behandling, de evt. bliver tilbudt, virker,« siger Yun Ladegaard.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: