Sydbank: Venter ingen intervention fra Nationalbanken i juli

Når Nationalbanken tirsdag eftermiddag fremlægger tal for udviklingen i den danske valutareserve for juli, så vil det formentlig vise sig, at nationalbankdirektør Lars Rohde og kollegerne ikke har interveneret i markedet for at holde kronens kurs stabil.

Sådan lyder vurderingen hos Werming K. Pedersen, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

I kommentaren nævner han, at Nationalbanken i både maj og juni solgte mere end 20 mia. kr. for at svække kronen over for euro. Under normale omstændigheder ville det være en kraftig indikation om, at en rentenedsættelse er på vej.

“Dog har en stor del af interventionen været drevet af enkeltstående begivenheder såsom Dongs børsnotering og brexit-afstemningen,” pointerer Werming K. Pedersen.

Han tilføjer, at kronen gennem hele juli fortsat er blevet handlet på den stærke side af centralkursen, men dog på afstand af de niveauer, hvor Nationalbanken typisk intervenerer.

Eksempelvis skal der tirsdag morgen betales 7,4392 kr. for én euro, hvor der i starten af juli til sammenligning skulle betales 7,4410 kr.

“Vi venter, at Nationalbanken ikke har interveneret i juli. Hvis Nationalbanken igen har interveneret for mere end 15-20 mia. danske kroner, vil en selvstændig dansk rentenedsættelse rykke nærmere,” vurderer Sydbanks seniorøkonom.

Offentliggørelsen af valutareserven for juli bliver offentliggjort tirsdag klokken 16.00. I juni øgede Nationalbanken valutareserven med 25,4 mia. kr. til 452,3 mia. kr.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: