TDC’s erhvervsforretning lider under stor konkurrence

Virksomhederne fortsætter med at få lavere priser hos TDC, og det er med til at lægge et markant pres på indtjeningen i teleselskabets erhvervsdivision, der endnu en gang har stor tilbagegang.

TDC’s erhvervsdivision kommer ud af andet kvartal med et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 736 mio. kr., hvilket er et fald fra 887 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

Det var en smule svagere end forventet, da aktieanalytikerne havde ventet et overskud på 761 mio. kr., viser en rundspørge fra Ritzau Estimates.

Samtidig faldt omsætningen i divisionen til 1275 mio. kr. Det var stort set som ventet, da analytikerne havde regnet med et salg på 1282 mio. kr. Det er et fald fra 1429 mio. kr. i forhold til andet kvartal af 2015.

Til gengæld kan selskabet glæde sig over, at det har vundet 16.000 mobilkunder i erhverv, ligesom der har været en tilgang af 1000 fastnetkunder, hvilket er første gang med fremgang på den front i meget land tid.

STRATEGIEN ER LAGT

Presset på TDC’s erhvervsforretning har selskabet løbende forsøgt at dæmpe. Selskabet har blandt andet øget fokus på små og mellemstore virksomheder og arbejdet på at gøre produkterne mere ensartede.

Derudover skal divisionen på en større slankekur, hvilket TDC løftede sløret for i januar, hvor en ny strategi blev præsenteret under navnet “Altid Enklere og Bedre”.

De interne processer skal forsimples, antallet af it-systemer bliver reduceret, og 250 stillinger skal spares væk. Manøvren skal give plads til besparelser på 130 mio. kr. i erhvervsforretningen i 2018.

TDC regner med, at man fra 2017 vil se bedring i koncernens resultater som helhed, men der er ikke sat noget tidspunkt for, hvornår erhvervsforretningen igen vil kunne fremvise stigende indtjening.

/ritzau/FINANS/

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: