Tegner og forfatter: Vi, der kan så meget og har så meget, kunne være et foregangsland

Jeg har længe følt mig lidt udenfor. Sikkert enormt selvoptaget, for vi er vel alle i bund og grund alene, men alligevel. Jeg er meget uden for en masse firkantede kasser, fordi jeg i årevis har været freelancetegner og forfatter samt underviser på aften- og højskole.

Jeg røg ud af dagpengesystemet for nogle år siden og har med næb og kløer forsøgt at hægte mig fast i et deltidsjob, som er det, jeg kan klare som enlig mor med mangeårige rygsmerter. Indtil videre er det blevet til tidsbegrænsede småjob. Det vil sige, at jeg ryger ind og ud af kontanthjælpssystemet, som slet ikke kan bære, at man melder sig ind og ud på den måde.

Jeg har lige måttet vente en måned på at få svar på, om jeg var berettiget. Nu går der yderligere 14 dage, før alle papirer er i orden. Da jeg ringede til ydelsesservice, sagde damen i telefonen bare: »Jaaa, nej, det ved jeg ikke, hvornår du får besked om«, til hvordan jeg skulle klare regningerne.

Den nye arbejderklasse

Min mor måtte forære mig mad. Det kunne hun heldigvis uden at blive anholdt, fordi jeg netop endnu ikke er i systemet, men er i venteposition. Sådan har det nu været, siden jeg for fem år siden røg ud af dagpengesystemet. Ind og ud – hvor er min klasse? Jep! Nu har jeg fundet den.

Jeg er en del af ”prekariatet”. Den nye arbejderklasse. Freelancere. Usikkert ansatte. Selvstændige, som må vinke farvel til rettigheder og sikkerhedsnet. Mennesker, som går ind og ud af forskellige stillinger, må tilpasse sig og hoppe på tungen for at få alt til at gå op, og som skal være så omstillingsparate, at man efterhånden ligner en abstrakt skulptur.

Kreativ livsstil

Nu skal jeg passe på, hvad jeg skriver, så jeg ikke fremstår som offer. Uh, det kunne nemt misforstås. Ja, vi har det alle svært. »Det er synd for menneskene,« som sagt i et Strindberg-stykke, eller »hver mand har sit, stort eller lidt, himlen alene for sorrig er kvit,« efter Kingo.

Jeg er skam glad for mit liv og mine muligheder. Det gælder om at se hullerne i osten. Finde lyset i sprækkerne. Det guddommelige i det små. Nærværet i det enkle. Ja, jeg er helt med.

Og ja, min kreative livsstil (veganer, minusforbruger, spirituel, filosofisk, holistisk, medansvarsbevidst, skyggesidekonfronterende, mediterende, fællesskabssøgende, selvudviklingsinteresseret, realistaktivist, pyha … og naiv idiot med alle dødssynder inkluderende etc.), som nogle kalder for hippieagtig, er jeg ret tilfreds med.

(Jeg synes i øvrigt ikke, at ordet hippie er stort nok til at dække over, hvad det egentlig er for tanker og drømme, som nogle kloge og fremsynede hoveder i klare øjeblikke engang satte i bevægelse, nå, lad det være for nu).

Det er blot, som om alt er gået fuldstændig galt for Danmark. Vi, der kan så meget og har så meget, kunne være et foregangsland, men er blot et meget lille land. Faktisk en ubetydelig plet på verdenskortet, når det drejer sig om at eksperimentere og aktivt forsøge at lave nye bevægende systemforandringer.

Alle deres egen lykkes smed

Jeg er træt af at høre den her med, at »Danmark er så dejligt, for alt er muligt, enhver kan lave den skole, de vil lave, enhver kan starte en forening og en virksomhed lige med de interesser, de nu har,« som om vi lever i et stort slaraffenland. Det gør vi jo ikke.

Der er mange mennesker, som ikke er født rige. Som ikke arver. Som ikke har formue. Som ikke har netværk. Som er syge. Som er deprimerede og ikke magter initiativ og den jernbrynje, det kræver bare at klare en uge i det her kaos af kapitalistisk imperium, hvor alle er deres egen lykkes smed. Enhver kan få en tagsten i hovedet og bang. Så er man pludselig uarbejdsdygtig.

Livet er fuld af mørke og gru. Og sådan er livet.

De besværlige mennesker

Kig bare på naturen. Nej, man kan ikke feje de grimme, kedelige mennesker bort. Nej, man kan ikke undgå at skulle forholde sig til besværlige mennesker. Nej, vi kan ikke alle flytte et sted hen, hvor det grimme ikke eksisterer. Det grimme er her. Nej, vi kan ikke alle flytte fra alle de mistænksomme naboer, der ikke har forstået det, vi forstår.

Man kan jo flytte hen til en ghetto, hvor vi alle på overfladen kan se ud, som om vi forstår det samme. Nej, vi kan ikke bare fremtrylle en masse billige ungdomsboliger og alt det, som flere politikere har lovet. Men hør. Vi kan indføre kvadratkvoter. Jeg synes, en etage må være nok til en familie. Alle villaer skal deles op i hele det ganske land.

Nej til programforslag

Vi kan begynde at eksperimentere med borgerløn. Desværre langt senere end foregangslandet Finland. Hvornår bliver det til noget her? Vi er virkelig et kedeligt land, ingen gider at se op til.

Danmarks Radio kunne begynde at sende flere madprogrammer med vegetarretter. Rygter siger mig, at de har afvist inspirerende programforslag om vegetarmad i flere år. Kan det virkelig være rigtigt? Enhver ved, at det hotteste er at kunne sige, at man da har været vegetar siden 16, som Madonna nu påstår. Flyt dig, du dejlige Danmark.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: