Thulesen Dahl indrømmer løftebrud: Jeg var forhastet

Det er ikke hold i det løfte, som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, gav vælgerne få dage før folkeafstemningen om retsforbeholdet sidste år.

Her lovede han, at Dansk Folkeparti ville anbefale et »ja« i tilfælde af en ny, separat folkeafstemning udelukkkende om deltagelse i Europol.

Men dét løfte løber Kristian Thulesen Dahl nu fra:

»Der hvor jeg blankt må erkende, at vi gik for langt – jeg gik for langt – sidste år er, at jeg var forhastet i forhold til det her med, hvad Dansk Folkeparti ville anbefale,” siger han til TV 2 News.

I december sidste år var meldingen fra Kristian Thulesen Dahl ellers klokkeklar: Hvis Danmark ikke kunne få en parallelaftale med EU om Europol, så skulle der afholdes en ny folkeafstemning, hvor danskerne alene skulle stemme om at forblive i Europol via den såkaldte tilvalgsordning. Og så ville DF opfordre danskerne til at stemme ja.

»Så vil vi anbefale et ja.«

»Det har vi klart accepteret. Også selvom der er det med Schengen-reglerne og grænsekontrol,« sagde Thulesen Dahl i en partilederdebat på TV2 den 28. november – fem dage før folkeafstemningen om retsforbehodlet.

»Er du sikker på det?« spurgte TV2’s værten Lotte Mejlhede.

»Ja.«

Og det var ikke kun på direkte TV, at Thulesen gav løftet. Umiddelbart efter danskernes “nej” den 3. december sagde partiformanden til Altinget.dk, at han var parat til at acceptere, at Schengen blev gjort overstatsligt.

»Det er klart, at hvis ikke det lykkes med en parallelaftale, så vil vi i sidste ende gøre vores til, at vi melder os til Europol ved den tilvalgsordning, som jo er defineret som en metode, man kan gøre det med,« sagde han.

Og dermed også give den indrømmelse, at I accepterer Schengen-samarbejdet?

»Ja. Det er jo vilkårene.«

Problemet for DF er, at ved at tilvælge Europol i en ny tilvalgsordning, vil Danmark autoamtisk godkende, at Schengen-reglerne om åbne grænser i EU gøres overstatslige. Hvilket vil gøre det sværere, at gennemføre DF’s mærkesag om permanent grænsekontrol.

Det er derfor, at Dansk Folkeparti nu ikke længere vil anbefale et ja til en folkeafstemning om Europol, hvis det glipper med at få en dansk parallelaftale på plads.

I stedet kræver først en selvstændig folkeafstemning om Schengen-samarbejdet.

Hos Venstre er EU-ordfører Jan E. Jørgensen gevaldigt skuffet over Dansk Folkeparti.

“Op til folkeafstemningen forklarede DF danskerne, at vi bare kunne få en parallelaftale og dermed blive i Europol. Og hvis det skulle glippe, så kunne vi jo bare tage en ny folkeafstemning kun om Europol.”

“Men nu hvor der skal leveres, så kommer DF med alle mulige nye betingelser. Det er hverken særligt seriøst eller særlig kønt at se på,” siger Jan E. Jørgensen.

Han mener, at det eneste rimelige ville være, at DF står ved Thulesen Dahls løfte om at anbefale et dansk ja ved en særskilt Europol-afstemning.

“Der burde være så meget mandfolk i dem, at de selvfølgelig står ved de garantier, de gav under valgkampen,” siger Venstre-ordføreren, som understreger, at regeringen i øjeblikket knokler for at få en dansk parallelaftale på plads med EU, og at dét spor stadig har førsteprioritet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviste torsdag, at en dansk folkeafstemningen om Schengen kan komme på tale.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: