Topklubber på revanchejagt: Efterårets vigtigste kamp har en værdi af 350.000 kr

Som håndbolddirektør i Aalborg gennem 16 år har Jan Larsen prøvet det meste. Titler og triumfer. Nederlag og nedture. Den Vadum-fødte håndboldleder er kendt som den passionerede og temperamentsfulde ildsjæl, der under sit holds hjemmekampe i Gigantium gennemlever opgøret i en rus af skældsord, jubelbrøl og fægtende arme i arenaens ene hjørne.

Mændenes pokalkvartfinaler

  • Mandag: Nordsjælland-Skjern
  • Tirsdag: Aalborg-GOG
  • Onsdag: Sønderjyske-BSV
  • Torsdag: Ribe/Esbjerg-KIF
  • Topklubberne Skjern, Aalborg, BSV og KIF Kolding Kbh. var også favoritter til at snuppe Final4-pladsen i fjor, men dengang røg de tre førstnævnte hold efter forlænget spilletid, mens KIF Kolding København blev sendt ud på et straffekastmål efter tid.
  • HC Midtjylland vandt pokaltitlen efter sejr over GOG. De to tabende semifinalister var Aarhus Håndbold og Team Tvis Holstebro.

Men indimellem kan håndbolden også gøre ondt i hjertet hos den 50-årige direktør. Det skete eksempelvis en efterårsaften i Holstebro i fjor, hvor Jan Larsen i spillerbussen på vej hjem til Nordjylland tænkte på at sige op, for nu orkede han simpelthen ikke mere, som han selv formulerer det.

»En skrækkelig aften,« erindrer Jan Larsen om den torsdag aften i oktober, hvor et Aalborg-mandskab på sejrskurs endte med at tabe pokalkvartfinalen til TTH Holstebro efter to omgange af forlænget spilletid.

Fire dommerpar var ikke optimalt forberedte før afgøren

»Det var en hård omgang. Vi var så tæt på. Vi dominerede i 50 minutter og havde kampen i vores hule hånd. Alligevel gik det galt. Den kamp tog hårdt på os og var begyndelsen på vores nedtur,« siger Jan Larsen, der efter kampen også mærkede på spillerne, hvor ondt nederlaget gjorde.

»Vi var reelt set videre. Det var en af de virkelige slemme oplevelser i håndboldregi. Men så sover jeg på det – ikke ret meget dog – og solen står op, jeg får ilt til hjernen, og så er det op på hesten igen og kæmpe videre,« siger Jan Larsen.

Den dybere årsag til Jan Larsens skuffelse i fjor er samtidig et skulderklap til Divisionsforeningen Håndbold, der siden 2011 har været arrangør for finalerne hos begge køn i landspokalturneringen.

Attraktivt produkt

Pokalturneringen i håndbold har ifølge Jan Larsen altid været noget særligt, men med de seneste års optimering af både produktet og setuppet omkring semifinaler og finale – det såkaldte Final4-stævne – er pokalturneringens afsluttende weekend blevet »sindssygt attraktiv« både sportsligt og økonomisk.

Derfor var i det fjor ikke blot de mellem 300.000-350.000 kr., som Aalborg Håndbold vinkede farvel til, men samtidig muligheden for at vinde en titel og ydermere sikre sig adgang til europæisk håndbold i den efterfølgende sæson.

»Final4 i Danmark er blevet rigtig stort. Man har taget ved lære af strukturen i Tyskland og gjort det til et fantastisk stævne herhjemme med tv-transmission, mange tilskuere og et godt setup,« siger Jan Larsen, der bakkes op af Divisionsforeningens direktør.

»Udviklingen i de seneste tre-fire år har gjort Final4 til et arrangement, som klubberne kæmper for at være en del af. Det er en god udvikling, og vi er meget tilfredse, men vi er ikke færdige endnu. Vi har stadig store mål for at videreudvikle konceptet,« siger Thomas Christensen, der bekræfter, at man fra Divisionsforeningens side i fjor gav i omegnen af 1,5 mio. kr. til deling til de fire deltagende herrehold.

Pengene, titlen og adgangsbilletten til Europa er for Aalborgs vedkommende i spil i år. Nordjyderne har revanche til gode, og faktisk er ligaens øjeblikkelige førerhold ikke den eneste topklub, der har noget at revanchere.

Nettet bag målet gik op, og GOG gik ned i pokalfinalen

Fordelt over fire dage i slutningen af oktober i fjor fulgte knap 400.000 seere med på TV 2 Sport, da Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold, Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og KIF Kolding København ganske overraskende blev ekspederet ud af turneringen ovenpå det ene store drama efter det andet.

Tre af de fire formodede pokalfavoritter røg ud efter forlænget spilletid, mens KIF Kolding København blev sendt ud til de senere pokalmestre fra HC Midtjylland på et straffekast efter tid.

Favoritter som sidste år

I år er de fire topklubber igen tilbage i kampen om Final4-pladserne. Alle er de igen kvalificeret til pokalkvartfinalerne, der spilles mandag-torsdag i denne uge, og ligesom i fjor er de fire hold igen favoritter til at vinde. Men pokaloplevelsen fra den seneste sæson er langtfra glemt, understreger Skjern Håndbolds anfører Thomas Klitgaard, der mandag fører sit hold på banen til kampen mod 1. divisionsklubben Nordsjælland Håndbold i den første af de fire kvartfinaler.

»Vi vil ikke begå samme fejl igen. Det er uden sammenligningen efterårets allervigtigste kamp for os, og før denne kamp var det 1/8-finalen, der var den vigtigste. Vi vil så gerne i Final4 igen,« siger Thomas Klitgaard, der for to år siden var med til at vinde pokaltitlen og i fjor røg ud i kvartfinalen til Århus Håndbold i straffekastkonkurrence efter to omgange af forlænget spilletid.

»Final4 er et stort mål for alle hold. Ingen tvivl om det. Det er så attraktivt at være en del af den weekend, hvor man føler sig så tæt på titlen, at man næsten kan smage den, når man ankommer,« siger han.

Den følelse genkender Jan Larsen i Aalborg, der møder DM-bronzevinderne fra GOG i deres kvartfinale. Trods to danske mesterskaber har aalborgenserne endnu en pokaltitel til gode, og den sølvpokal så direktøren naturligvis gerne lande i Nordjylland i denne sæson.

»Verden falder ikke sammen, hvis vi ryger ud, men det er den vigtigste enkeltstående kamp for os i hele efteråret. Vores kamp i weekenden mod HC Midtjylland var også vigtig, men havde vi tabt den, var vi jo ikke røget ud af ligaen og færdig med sæsonen. Taber vi i pokalturneringen, er der ikke flere chancer,« siger han.

Ukendt vært

Final4-stævnet er i de seneste år blevet afholdt i såvel Aalborg som Aarhus og senest Odense, og spørger man Thomas Christensen, er det endnu ikke besluttet, hvor dette års Final4-weekend skal placeres. Dog mærker man i Divisionsforeningen stor opmærksomhed og interesse fra flere byer, der gerne vil facilitere stævnet.

»Som udgangspunkt er alt i spil. Nu glæder vi os til en række spændende pokalkvartfinaler, og når de er færdigspillet, kigger vi på, hvor vi kan finde en arena, hvor alle elementer kan gå op i en højere enhed,« siger han.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: