Valuta: Forventninger om stimuli svækker japanske yen

Markedets høje forventninger til flere stimuli-tiltag i Japan sender yen ned onsdag morgen, hvor der er forlydender om, at en ny pakke, der skal sparke gang i økonomien, sættes i søen allerede senere onsdag.

En uidentificeret kilde fortæller, at premierministeren, Shinzo Abe, onsdag vil annoncere flere detaljer om en stimulipakke på 254 mia. dollar, skriver Fuji News Network ifølge Bloomberg.

Den japanske centralbank, Bank of Japan, indleder torsdag sit pengepolitiske møde, der strækker sig over to dage.

Centralbankchef Haruhiko Kuroda forventes ligeledes at tilføre endnu mere stimuli til landets økonomi, og ifølge Bloomberg venter fire ud af fem økonomer, at banken vil præsentere lempende tiltag fredag.

På flere af de seneste møder har tiltagene været beskedne, og det får en strateg i finanshuset Citigroup til at advare om en styrkelse af yen, som man har set efter de seneste ganges “ventepolitik”.

“Hvis Kuroda holder fast i det samme optimistiske scenarie, som han præsenterede tidligere, er der en risiko for, at dollar-yen vil bryde 100. Forventningerne er bygget så meget op, og yen vil til sidst styrkes mod dollar – hvad enten Bank of Japan handler eller ej,” siger Osamu Takashima, strateg hos Citigroup, til Bloomberg News.

En dollar koster onsdag morgen 105,42 yen, mens en dollar tirsdag ved dansk lukketid klokken 17 kostede 104,68 yen.

Mod euro ligger dollar onsdag morgen marginalt styrket i 1,1000 dollar per euro mod krydskurs 1,0983 tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: