Valuta: Øjnene rettet mod næste uges rentemøder i Japan og USA

Det er igen en yderst stille morgen på de internationale valutamarkeder fredag.

Investorer og analytikere har øjnene rettet mod næste uges pengepolitiske møder i såvel den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve, som den japanske centralbank, Bank of Japan.

Begge centralbankers pengepolitik står ved en skillevej, og alle økonomiske nøgletal bliver evalueret, analyseret og kommenteret ned i mindste detalje.

Senest har torsdagens sæt af halvsløje data fra USA givet anledning til endnu større usikkerhed om, hvorvidt Federal Reserve virkelig vil gøre alvor af de mange advarsler fra bankens topledelse om, at markedets indprisning af planlagte rentestramninger ikke er tilstrækkelig.

Mest markant var en skuffende udvikling i detailsalget, der indikerer privatforbruget og dermed står for en stor del af det samlede BNP.

Salget faldt med 0,3 pct. på månedsbasis i august, mens økonomerne havde imødeset et fald på 0,1 pct. Og uden bil- og benzinsalg, var der en tilbagegang på 0,1 pct. mod analytikernes estimat på en fremgang på 0,3 pct.

“Det er usandsynligt, at Federal Reserve vil skride til handling i september, og det er afspejlet i den prissætning, vi har set i dollar de sidste par dage. Der er sandsynligvis lagt op til yderligere svækkelse i den nærmeste fremtid,” siger chefstrateg Thomas Averill fra Rochford Capital i Sydney til Bloomberg News.

Og mens Federal Reserve truer med at stramme den monetære politik, gør Bank of Japan klar til af lempe den.

Det får nu Japans største bank, Mitsubishi UFJ Financial Group, til at advare mod bivirkningerne af at reducere de allerede negative renter på næste uges møde.

“Når det gælder marginer, fortsætter de med at blive komprimeret på grund af negative renter og konkurrencesituationen. Så det er usandsynligt, at de samlede nettorenteindtægter vil vokse – det er meget svært at se,” pointerer topchef Takashi Oyamada fra Bank of Tokyo-Mitsubishi ifølge Bloomberg News.

Såvel Federal Reserve som Bank of Japan holder møde i de pengepolitiske udvalg tirsdag og onsdag i næste uge.

Euro koster fredag morgen 1,1240 dollar mod 1,1245 dollar torsdag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 102,05 yen mod 102,40 yen torsdag eftermiddag, mens der går 114,70 yen på en euro fredag morgen mod 115,15 yen torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: