Valuta: Præsidentvalg afspejles i dollarkursen

De internationale valutamarkeder er i stigende grad påvirket af det amerikanske præsidentvalg næste måned.

Det fremgik tydeligt tirsdag, hvor den første amerikanske debat mellem valgets to hovedpersoner, Hillary Clinton og Donald Trump, gav bølgeskvulp i alle de finansielle markeder og ikke mindst i valutamarkedet.

“Markedet var volatilt i går før og efter den første amerikanske præsidentvalgsdebat, og mange investorer blev tvunget til at afvikle deres kortsigtede positioner. Dollar vil sandsynligvis være underlagt nogle midlertidige nedadvendte risici forud for præsidentvalget, og markedet vil være afhængig af specielt meningsmålingerne,” siger valutastrateg David Forrester fra Crédit Agricole i Hongkong til Bloomberg News.

Påvirkningen er nu op til de kommende debatter og de mange meningsmålinger, der vil blive offentliggjort i de kommende uger, og som vil være en medvirkende faktor i prissætningen af dollar.

Og med dollar som markedets vigtigste valuta, da den amerikanske dollar bruges som fælles reference for alle verdens valutaer, er effekten global.

Og mens dollar er reference for det globale valutamarked, er mexicanske peso i stigende grad reference for styrkeforholdet mellem Clinton og Trump, idet truslen fra Donald Trump om at bygge ikke bare en mur mellem Mexico og De Forenede Stater, men at indføre en endnu højere toldmur rundt om USA, påvirker den sydlige nabos valutakurs markant.

Global valutachef i HSBC David Bloom vurderer, at Donald Trumps popularitet i valgkampen vil kunne aflæses i forholdet mellem dollar og peso.

Dollar koster onsdag morgen 19,396 peso mod 19,528 peso tirsdag eftermiddag og 19,923 peso inden tv-duellen mellem Clinton og Trump tirsdag.

Euro koster onsdag morgen 1,1210 dollar mod 1,1195 dollar tirsdag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 100,55 yen mod 100,35 yen tirsdag eftermiddag, mens der går 112,70 yen på en euro onsdag morgen mod 112,35 yen tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: