Valuta: Stilhed før US-nøgletalsstorm og japansk slørløftning

Der er en følelse af stilhed før storm på de internationale valutamarkeder tirsdag morgen.

Investorerne har de seneste dage forholdt sig afventende på grund af især først de amerikanske væksttal i slutningen af sidste uge og siden denne uges amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Dertil er så kommet den japanske regerings finanspolitiske tiltag, som der ventes at blive offentliggjort i i alt fald hovedpunkter fra, når premierminister Shinzo Abe senere tirsdag løfter sløret for yderligere detaljer om den 28.000 mia. yen store stimulus-pakke.

Pakken kan få indflydelse på udvikingen i den japanske yen, der fortsat ligger på et stærkt niveau over for dollar.

Og yen står til at blive yderligere styrket, hvis man skal tro den tidligere japanske vice-finansminister Eisuke Sakakibara, der også har tilnavnet Mr. Yen.

Eisuke Sakakibara vurderer, at yen kan styrkes til op imod 90 yen per dollar allerede i indeværende måned og dermed provokere regering og centralbank til af intervenere i det åbne valutamarked.

“Det er yderst sandsynligt, at yen vil bryde 100 (yen per dollar, red.) i år, eller endda allerede i denne måned. Hvis den bryder 100, kan den nå 90 meget hurtigt. Og så bliver det et spørgsmål, om de griber ind,” vurderede Sakakibara i et interview i Tokyo mandag over for Bloomberg News.

Den tidligere vice-finansminister ser en “interventionszone” ligge mellem 90 og 95 yen per dollar, der er et så svagt dollar-niveau, at det bør bekymre USA’s finansministerium nok at acceptere en yen-intervention. Samtidig peger han på, at det amerikanske finansministeries accept er en forudsætning for, at interventions-indsatsen kan blive effektiv.

Euro koster tirsdag morgen 1,1170 dollar mod 1,1175 dollar mandag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 102,65 yen mod 102,45 yen mandag eftermiddag, mens der går 114,65 yen på en euro tirsdag morgen mod 114,50 yen mandag eftermiddag.

Pund sterling koster tirsdag morgen 1,3190 dollar mod 1,3215 dollar mandag eftermiddag, mens euro samtidig koster 0,8470 pund mod 0,8455 pund mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: