Valuta: Underliggende dollar-styrke fordamper i sommervarmen

De internationale valutamarkeder justerer forholdet mellem de store valutaer onsdag morgen.

Den amerikanske dollars underliggende styrkelse i kølvandet af sidste fredags solide arbejdsmarkedsrapport fra de amerikanske myndigheder er aftaget, og i takt med at rapporten er blevet nærlæst, er optimismen og forventningerne til en fremrykket amerikansk renteforhøjelse i stigende grad fordampet i sommervarmen.

“Efter jobrapporten har der været mere tid til at fordøje dataene og til at indse, at udsigterne til en renteforhøjelse ikke var blevet fremrykket væsentligt. De blødere amerikanske renter sender kapital væk fra dollar,” vurderer cheføkonom Vishnu Varathan fra Mizuho Bank i Tokyo over for Bloomberg News.

Overraskende statspapirauktion

Tirsdagens amerikanske auktion over treårige statspapirer viste en massiv og stærkt overraskende stor efterspørgsel fra især de udenlandske, institutionelle investorer og fremmede centralbanker.

Den store interesse sendte hele den amerikanske rentekurve lavere med omkring 5 basispoint på et tidspunkt, hvor den stik modsatte retning har været imødeset efter den solide jobskabelse i fredagens amerikanske rapport.

Volumentyndt marked

Og mens investorerne er vendt rundt, betyder det volumentynde marked samtidig, at der ikke skal meget til at rykke rundt på renter og kurser i sommerperioden.

Sommerferien på den nordlige halvkugle sender traditionelt august måneds volatilitet op, idet interesseniveauet er lavt, da mange tunge investorer er fraværende.

Euro koster onsdag morgen 1,1150 dollar mod 1,1110 dollar tirsdag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 101,30 yen mod 101,95 yen tirsdag eftermiddag, mens der går 112,95 yen på en euro onsdag morgen mod 113,25 yen tirsdag eftermiddag.

Pund koster onsdag morgen 1,3065 dollar mod 1,2985 dollar tirsdag eftermiddag, mens euro samtidig koster 0,8535 pund mod 0,8555 pund tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: