Vikingerne vil slås – vil du være med?

Han har ondt i sin blå tand, gamle Kong Harald, så den skal trækkes ud. Og så er vi i gang.

Eller rettere: Kommer i gang, for det er først fra den 24. maj næste år, at Det Kgl. Teater opfører ”Røde Orm” på det græsklædte tag af Moesgaard Museum.

Forarbejdet til denne store event i kulturhovedstadsåret gik imidlertid i gang for længe siden. Onsdag kunne Det Kgl. Teater vise, hvordan scenografien kommer til at tage sig ud og hvordan man kan lave et søslag på en græsplæne, og præsentere flere af de skuespillere, der i løbet af en måned skal tage op til 100.000 publikummer på en tur tilbage i den danske fortid i selskab med bl.a. Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Ylva Haraldsdatter og ikke mindst Røde Orm.

Statisterne mangler

Men teatret mangler stadig at få styr på alle de statister, der skal spille rundt om skuespillerne. Slaverne, nonnerne, munkene og vikingerne bl.a. Det håber på, at en masse frivillige, der godt kan lide at slås, fægte og spille skuespil, vil melde sig til at være med.

”Røde Orm” 2017
  • Forestillingen er et samarbejde mellem Det Kgl. Teater, Moesgaard Museum og 2017-fonden.
  • Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen
  • Scenografi: Eilev Skinnarmo
  • Medvirkende: Andreas Jebro, Rasmus Botoft, Ole Thestrup, Martin Hestbæk, Christine Gjerulff, Joen Højerslev, Allan Helge Jensen, Jens Andersen og Søren Poppel bl.a.
  • Forestillingen spiller udendørs på Moesgaard Museum den 24. maj-1. juli 2017.
  • Billetter kan købes allerede nu på kglteater.dk
  • Vil man være statist, kan man læse mere og tilmelde sig på moesgaardmuseum.dk

»Vi skal bruge 80 hver aften,« siger Frede Gulbrandsen, der er instruktør på forestillingen.

Han kommer tilbage til Moesgaard Museum den 8. november. Den dag er der informationsmøde for alle, der måske kunne tænke sig at være med i denne udendørs forestilling, som, mener Det Kgl. Teater, bliver den største i Europa næste år. Mænd, kvinder, unge, gamle – der er brug for mange, siger instruktøren og understreger, at der skal en vis hårdførhed til, for det bliver ret fysisk.

Desuden skal man have en åben kalender, for forestillingen finder sted under åben himmel, og man skal øve i en måneds tid inden premieren den 24. maj og være med til 29 forestillinger derfra.

»Måske kan alle ikke alle dage, men det må vi finde ud af,« siger Frede Gulbrandsen.

Tilbage til tanden.

Den sidder i munden på datidens slagfærdige konge, Harald Blåtand, der spilles af Ole Thestrup. Han hygger sig ved tanken om at spille denne vikingekonge, som han lærte om i skolen.

»Han var viking, med alt hvad det indebærer,« siger skuespilleren, der altid har været fascineret af vikingetiden.

»Passer det, at hans tand skulle trækkes ud? Vi ved det ikke, men alt er tilladt, når det gælder skuespil.«

Motoren er kærlighed

Helten i forestillingen er imidlertid Røde Orm, der spilles af Andreas Jebro.

Han forelsker sig hovedkuld i Haralds datter, Ylva, spillet af Christine Gjerulff, og det er denne kærlighedshistorie, der bliver omdrejningspunktet, fortæller Frede Gulbrandsen.

Onsdag kunne Det Kgl. Teater vise, hvordan scenografien kommer til at tage sig ud og hvordan man kan lave et søslag på en græsplæne, og præsentere flere af de skuespillere, der i løbet af en måned skal tage op til 100.000 publikummer på en tur tilbage i den danske fortid. Foto: Tobias Nicolai

»Der bliver store slag og kæmpe fester,« siger han.

Det hele foregår udendørs, og det kan være en risikabel affære i den danske sommer med alle de byger, der går og kommer. Det ved han, men sådan er det, siger han.

»Vi har et fint samarbejde med DMI, der kan fortælle, om vi med fordel kan vente 10-15 minutter med at gå i gang. Selvfølgelig kan vi risikere at måtte aflyse, men regntøj kan klare det meste.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: